Kan katte se i mørke?
Lad os få aflivet nogle myter om
katte
Nu, da du har fået en ny, lille killing, bliver alt
det, du har hørt om katte i årenes løb,
pludselig relevant. Men de myter og ammestuehistorier,
du er vokset op med, kan være svære at finde
hoved og hale i. Her kommer en liste, som kan hjælpe dig
med at skille myter fra virkelighed:
Lander katte altid på benene?
Svaret er desværre et rungende "nej". Katte er ret
smidige og har tendens til instinktivt at falde med benene
først, men mange katte kommer til skade eller bliver
slået ihjel i faldulykker hvert år. Sørg
for, at killingen er i sikkerhed ved at sætte net
for vinduer og altaner, og lad dig ikke friste til at teste, om
teorien holder!
Der er ikke noget bedre for katte end en tallerken
mælk
Det er en anden myte. Hvis killingen er velernæret, og
du giver den fuldfoder, behøver den kun drikke vand.
Faktisk er for meget mælk ikke godt for killingen, selvom
den godt kan lide det. Mange katte har svært ved at
fordøje laktosen i komælk, og det kan give
dem diarré.
Smør på kattens poter kan hjælpe
den med at finde hjem, hvis den er faret vild
Hvis du gerne vil have fedtede poter overalt på
møblerne, skal du bare smøre kattens poter ind i
smør. Men hvis du kun vil sikre dig, at katten altid kan
finde hjem, er det meget mere fornuftigt at sørge for,
at den bliver registreret via en mikrochip eller
øretatovering. Det betyder, at hvis den skulle fare vild og bliver indleveret hos den
lokale dyrlæge eller katteinternat, kan de finde ud af,
hvor katten hører til, og du kan få den hjem
igen.
Katte kan se i mørke
Killingen kan ikke se, hvis det er bælgmørkt.
Den myte er formentlig opstået, fordi katte kan se ved
meget lidt lys, fordi deres pupiller udvider sig, så de
kan udnytte den smule lys, der er.
Gravide skal undgå kontakt med
katte
Nogle katte kan være inficeret med en sygdom ved
navn toxoplasmose, som af og til kan spredes til mennesker
via kattens afføring i kattebakken eller haven og
påvirke fosteret alvorligt. Men gravide behøver
ikke at undgå kontakt med katte, de skal blot
træffe nogle få, fornuftige foranstaltninger. Hvis
du er gravid, skal du undgå at skifte killingens bakke og
bede en anden i familien om at gøre det i stedet. Hvis
du selv bliver nødt til at gøre det, skal du
bruge gummihandsker og vaske hænderne meget grundigt
bagefter.