Gode råd om førstehjælp

Din hund kommer forhåbentlig aldrig alvorligt til
skade, men som det energibundt, den er, kan det ikke
undgås, at den får et par småskrammer hist og
her. I så fald er det godt at vide lidt om
grundlæggende førstehjælp.
Færdselsuheld
Hvis din hund har været involveret i et uheld, skal du
straks kontakte dyrlægen. Din hund kan være i chok,
og du ved ikke, hvordan den reagerer. Så nærm
dig langsomt og forsigtigt. Hvis det er muligt, skal du
løfte hunden op på et tæppe (eller bruge en
måtte fra bunden af bilen), og hurtigst muligt
lade dyrlægen se på den. Hvis hunden ikke kan
flyttes, bliver du måske nødt til at bede
dyrlægen om at komme til stede.
Ben, pinde, bolde
Ben, pinde og bolde kan sætte sig fast i hundens mund
eller på tværs af ganen. Hvis det sker, ser du
måske hunden skrabe med poten ved munden, eller den har
måske svært ved at lukke munden. Måske kan du
fjerne genstanden med hånden eller med en pincet. Hvis
det ikke kan lade sig gøre, skal du få
dyrlægen til det. Dyrlægen bedøver hunden
for at gøre det nemmere at fjerne genstanden. Det er
altid bedre at forebygge end at helbrede, så lad aldrig
hunden lege med små bolde og lad være med at kaste
med pinde.
Brandsår
Hvis din hund brænder sig på kogende vand, olie,
kemikalier eller is, skal det straks behandles. Mindre
brandsår kan behandles derhjemme: rens det
pågældende område med et mildt antiseptisk
middel og smør det med en lindrende creme eller
gelé som f.eks. aloe vera. Svære brandsår
skal behandles professionelt, så tag straks hunden til
dyrlægen.
Førstehjælpskasse
Du bør altid have et par grundlæggende ting ved
hånden til nødsituationer: gazebind, vat eller
tamponer samt et mildt, hundevenligt, antiseptisk
middel til at rense sår med og en pincet til
f.eks. at fjerne brodden ved bistik eller genstande fra
munden med.
Rifter og sår
Hunde kan især få rifter og sår på
fødderne, hvis de kommer til at træde på
skarpe genstande som f.eks. glasskår. Rens området
med fortyndet desinfektionsmiddel som f.eks. Hibiscrub eller
klorhexidin og læg en forbinding på, hvis det er
nødvendigt. Tal med dyrlægen, hvis du ikke kan
standse blødningen, eller hvis såret er stort og
måske skal syes.
Brækkede eller udtrukne kløer
Det kan være meget smertefuldt og har tendens til hurtigt
at blive inficeret. Desuden bløder det ofte meget.
Prøv, hvis det er muligt, at lægge forbinding
på poten og gå så til dyrlægen, fordi
det ofte er nødvendigt at give antibiotika.
Det kan også være, at kloen skal klippes helt ned
under bedøvelse.
Hundebid
Hvis din hund er så uheldig at blive bidt af en
anden hund, er det altid bedst at få dyrlægen til
at se på det. Aftal et rutinebesøg, hvis biddet
eller biddene er små, og sørg for at hunden
hurtigt bliver tilset, hvis de er alvorlige.
Stik og insektbid
Hvis din hund på grund af et insektstik er meget
hævet omkring mund, næse eller svælg -
hvilket kan give vejrtrækningsbesvær - skal du
straks gå til dyrlægen med den. Hvis stikket eller
biddet ikke giver alvorlige problemer, kan du lindre hundens
ubehag ved at lægge et koldt kompres på
området.
Halten
Hvis din hund har tydelige smerter og ikke kan lægge
vægten på benet, skal du straks gå til
dyrlægen med den for at udelukke, at der kan være
tale om et knoglebrud. I mindre alvorlige tilfælde skal
du kontrollere, om der sidder torne eller grus i
trædepuden, om der er rifter eller om kløerne
er beskadigede.
Kramper
Du kan kende et krampeanfald på, at hunden pludselig
får ukontrollable spasmer, den skærer
ofte tænder eller gør tyggebevægelser
og savler. En hund med kramper falder som regel om
på siden og er ikke ved bevidsthed. Hvis din hund skulle
få et krampeanfald, skal du ikke prøve at holde
på den. Prøv i stedet at fjerne eventuelle
møbler eller hårde genstande, hunden kan
komme til skade på. Sluk for alle forstyrrende ting som
lys, radio, tv, vaskemaskine, osv. og træk gardinerne
for, så hunden kan komme til sig selv i ro og fred. Du
bør altid tale med dyrlægen, hvis din hund
får et krampeanfald.
Øreproblemer
Hundens ører skal være blanke og svagt
lyserøde indeni og være fri for voks eller pus. De
må ikke lugte ubehageligt. Lad altid dyrlægen se
på hunden, hvis den har problemer med ørerne.
Øjenproblemer
Hvis din hund har problemer med øjnene, som for eksempel
en rift eller øjenbetændelse, skal du gå til
dyrlægen. Prøv om muligt at afholde hunden fra at
gnide sig øjnene.
Hedeslag
Det bedste råd med hensyn til hedeslag er, at det er
bedre at forebygge end at helbrede. Sørg for, at din
hund ikke opholder sig i solen for længe, når det
er varmt, og at den ikke er ude i middagssolen. Hvis din hund
alligevel får et let hedeslag, skal du prøve at
køle den af med våde håndklæder eller
en vifte, få den til at drikke rigeligt med køligt
vand og sørge for, at den får masser af
hvile. Alvorligt hedeslag skal behandles af en
dyrlæge.
Forgiftning
Hunde er meget nysgerrige, og der vil altid være risiko
for, at den får fat i noget, den ikke burde. Ligesom
hedeslag er det bedre at forebygge end at helbrede, og du skal
sørge for at hundesikre hjemmet og haven, så
den ikke kan komme i kontakt med ting, som kan være
skadelige som sneglegift, blegemiddel eller chokolade. Hvis du
har mistanke om, at din hund har spist noget, den ikke kan
tåle, skal du altid tage emballagen med og vise den til
dyrlægen. Det hjælper med at identificere problemet
og finde en modgift. Hvis det værste skulle ske, skal du
opsøge dyrlægen akut.