Rejse med din hvalp
I vore dage er der mange muligheder for at tage
hvalpen med på ferie. Mange aviser og blade har
sektioner med information om destinationer og
ferieboliger, hvor du og din hund vil være meget
velkomne.
Man kan også tage sin hund med på ferie i Europa
uden karantæne, hvis den har et hundepas. Men det kan være
tidskrævende at få udstedt et hundepas, så
det er vigtigt at være i god tid med
planlægningen.
Uanset om du skal have hvalpen med på ferie i Danmark
eller i udlandet, skal du selvfølgelig sikre dig, at den
har alle de nødvendige vaccinationer, før du
tager af sted, og at de stadig er gældende. Der er
særlige indførselsbestemmelser for rejse til
Sverige, Norge og Storbritannien. Hvis du er i tvivl, så
spørg dyrlægen.
Sådan forbereder du hvalpen til
rejsen
Det er vigtigt, at hvalpen er sund og rask, hvis den skal
med ud at rejse. Hunde kan også blive syge og vise tegn
på ubehag på lange rejser. Det er en god idé
at bede dyrlægen om råd mht. medicin mod
køresyge og måske beroligende medicin, hvis din
hund ikke bryder sig om at køre i bil.
Det er selvfølgelig også vigtigt at vænne
hvalpen til bilen, før den skal ud at
rejse. Når den er blevet vant til omgivelserne i
hjemmet, kan du lade den tage en lur i bilen på en halv
times tid eller lade den undersøge bilen indvendigt.
Når hvalpen er blevet vant til omgivelserne, kan du tage
den med på korte ture, som gradvist gøres
længere.
Før du tager af sted
Hvalpen skal fodres i god tid, før I skal ud at
køre. Hvis det ikke er muligt, kan du overveje at
udskyde fodringen, til I kommer frem. Og sørg for,
at hvalpen har halsbånd og hundetegn på med din
adresse og telefonnummer.
Du kan også overveje at få hunden registreret
via en mikrochip eller øre- eller
lysketatovering. Ifølge dansk lovgivning er en
registrering i Dansk Hunderegister lovbefalet for alle hunde.
Dette gælder også, selv om man ikke skal
rejse til udlandet.
En mikrochip er en effektiv og enkel måde at
kæde hunden sammen med dig på, og det er praktisk
talt en garanti for, at I bliver genforenede, hvis hunden
forsvinder, løber bort eller bliver
stjålet. En lillebitte mikrochip på
størrelse med et græskorn placeres under huden
på hunden. Den kan ikke ses, men aflæses af en
scanner. Dyrlægen kan give yderligere information om
proceduren.
Nu, da I er på vej
Hvalpen bør altid transporteres sikkert, helst i
et specialfremstillet bur, som er sikkert fastgjort i bilen (i
bagagerummet, hvis du har en stationcar). Men hvis det ikke
er muligt at have hvalpen i et bur, skal den være
sikkert fastspændt bag i bilen i en speciel hundesele.
Alternativt kan du i en stationcar eller hatchback placere
hunden i bagagerummet bag et specielt tilpasset hundegitter.
Men husk altid, at hunden skal kunne stå op og vende
sig, og den skal kunne sidde og ligge behageligt. Og du
må aldrig lukke hunden inde i bagagerummet eller have den
foran i bilen, hvis den ikke er spændt fast.
Giv hvalpen en pause
Hvis du skal på en lang tur, så tag en pause,
stop bilen og lad hvalpen drikke vand og røre sig lidt.
Og hvis du gør et kort ophold for at spise eller
gå på toilettet, må du aldrig lade
hunden sidde i en varm, uventileret bil. Lad den stå i
skyggen med et vindue på klem. Og husk: Solens
stilling ændrer sig i dagens løb. Det kan godt
være, bilen stod i skygge for en time siden, men den kan
stå i bagende sol nu.