Introducere halsbåndet og snoren
Halsbånd og snor
Selvom der går nogle uger, før du kan gå
tur med din hvalp udenfor i snor (før hvalpen er
blevet vaccineret, bør du bære den for at
undgå risikoen for infektion), kan du vænne den til
at gå med halsbånd, efter at den har fået et
par dage til at falde til i sit nye hjem.
Hvilken type halsbånd?
Hvalpens første halsbånd bør kunne
spændes ud, og det skal helt klart ikke være
hverken en kæde eller et "kvælerhalsbånd".
Når hvalpen har det på, skal du kunne få to
fingre ind imellem halsbåndet og halsen.
Hvornår skal hvalpen have det
på?
Vælg et tidspunkt, når der venter en behagelig
oplevelse for hvalpen, som for eksempel når den
skal have mad, lege eller komme ud. Vær
forberedt på, at hvalpen først vil prøve at
slippe af med halsbåndet ved at kradse i det. Det skal du
bare ignorere, og så snart hvalpen holder op, skal du
rose den til skyerne. Efter kort tid skal du aflede dens
opmærksomhed med en anden behagelig oplevelse, tage
halsbåndet af og give den det på igen senere.
Sådan vænner du hvalpen til
halsbåndet
Det tager sikkert kun få dage, før hvalpen har
vænnet sig til halsbåndet. Når den begynder
at ignorere det, kan du lade det sidde på hele tiden. Men
der er to ting, du skal huske på dette tidspunkt: for det
første at hvalpen sikkert vokser utroligt hurtigt,
så kontroller halsbåndet med få dages
mellemrum, så du er sikker på, det ikke er for
stramt. For det andet kan hvalpen nemt fare vild de
første uger, så det er vigtigt, at den har et
hundetegn i halsbåndet. Det er desuden lovpligtigt, at
alle hunde altid skal have et hundetegn på med ejerens
kontaktinformation, når den er på offentlige
steder.
Senere, når hvalpen vænner sig til at blive
håndteret, kan du begynde med at vænne den til at
blive holdt tilbage af halsbåndet. Hold om hvalpens krop
med den ene hånd for at afholde den fra at trække
sig væk fra dig, og prøv så at vikle
fingrene ind i halsbåndet. Prøv at ignorere, at
hvalpen vender og drejer sig, og ros den, når den
står stille. Ved at holde hvalpen forsigtigt
tilbage på den måde lærer og accepterer den,
at den ikke kan slippe væk, hvis den bliver holdt tilbage
i halsbåndet.
Tid til snor
Når hvalpen er blevet vant til at blive holdt tilbage
af halsbåndet, kan du sætte en snor på. For
at hvalpen kan vænne sig til følelsen af
snoren, kan du lade den slæbe lidt rundt på den
nogle gange. Du kan tage snoren op af og til, men stå
stille, når du gør det. På den måde
lærer hvalpen, at når den er i snor, betyder det,
at den ikke kan gå frit omkring, fordi den er forbundet
med dig. Når hvalpen har accepteret, at den bliver holdt
tilbage, skal du rose den i høje toner, før du
slipper den igen.
Hvalpens identifikation
Som nævnt er det lovpligtigt, at hvalpen har et
hundetegn i halsbåndet, hvor dine kontaktinformationer
nemt kan læses. Men der er også andre ting, du kan
gøre for at sikre, at hvalpen kommer sikkert hjem, hvis
den farer vild. For mere information, læs artiklen om Mikrochips.