Lære gennem leg
Legetid med din hvalp: ikke kun sjov og ballade
Det er både sjovt og spændende at lege med din
hvalp. Men leg er også et grundlæggende element i
den tidlige opdragelse. Legene hjælper dig med hurtigt at
få et stærkt og tæt forhold til hvalpen, og
desuden er det sundt. I den periode, hvor hvalpen er for lille
til at komme med udenfor, hjælper legene med at give
hvalpen motion og dermed udvikle musklerne og give sunde
knogler og led.
Legetøjet er ikke ligegyldigt
En af de første regler for legetøj er, at
hvalpens og familiens ejendele skal holdes adskilt. Din hvalp
må for eksempel ikke have adgang til familiens sko eller
børnenes legetøj, fordi indgroede vaner er
svære at bryde igen.
Gamle klude, f.eks.sengelinned eller et gammelt
håndklæde er velegnet og sikkert legetøj.
Det kan bruges til mange forskellige lege, og hvalpen kan bruge
dem til at tygge i eller ruske. Hule genstande af stærkt
gummi, som kan fyldes med små godbidder, er meget
velegnede til at holde hvalpen beskæftiget, hvis den skal
være alene hjemme et stykke tid.
Det er hvalpens legestund, men kontrol er en god
ting
Lad os se lidt ud i fremtiden. Din hvalp skal helst vokse op
og blive en lydig og afslappet hund. Derfor er det meget
vigtigt, at du lærer hvalpen kontrol, når du leger
med den. Det betaler sig i fremtiden, når det bliver
nødvendigt at have kontrol over hunden, hvis den bliver
ophidset eller stresset. Og når du kontrollerer legene,
kontrollerer du også din hvalp. Men husk, at hvalpen
stadig ikke er ret gammel, så du må være
tålmodig, når du lærer den at tøjle
sin begejstring eller anden adfærd.
Nogle vigtige "leg og
lær"-aktiviteter
Apporteringslege
Den type leg udnytter hvalpens naturlige jagtinstinkt, og
her er det vigtigt at udøve kontrol. Hvalpen skal
lære at modstå trangen til at springe af sted,
når du for eksempel kaster et stykke legetøj,
indtil du giver den kommandoen om at apportere. Og den skal
vænne sig til at komme tilbage, selvom den styrter af
sted for at hente sit yndlingslegetøj.
Ryste og "dræbe" lege
Disse lege omfatter ofte pivedyr og lægger vægt
på hvalpens rovdyrinstinkt, så der skal en form for
kontrol til. Lær for eksempel hvalpen at holde op med at
"dræbe" legetøjet og give slip og at komme tilbage
til dig, når du kalder, selvom den helst ville beholde
sit bytte.
Tovtræklege
I disse lege kan du lære hvalpen at holde op med at
trække i sin klud og slippe den på kommandoen
"slip!" Når det sker, skal du belønne den med en
godbid. Du bør træne det i små portioner og
ofte, indtil hvalpen straks giver slip på
legetøjet, når den hører kommandoen.
Legene er kun begyndelsen
Når hvalpen med din hjælp har lært
grundlæggende kontrol, kan du gå over til noget
lidt mere avanceret som for eksempel et
hvalpetræningskursus. Dyrlægen er gerne
behjælpelig med adresser på klubber og faciliteter
i dit område og han/hun kan også hjælpe med
at anbefale træningsbøger og vejledninger.