[ ↓ skip to navigation ↓ ]

Tager din kat på i vægt?

Mange katteejere bliver bekymrede, når deres kat begynder at tage på i vægt. Kastrerede katte har brug for en tredjedel mindre mad, end før de blev kastreret. De vil nemlig hurtigt blive overvægtige, hvis man ikke holder øje med dem, hvilket kan udgøre en sundhedsrisiko.

Hvorfor er overvægt et problem?

Overvægtige katte rammes oftere af sygdomme. Desværre er disse katte også mere tilbøjelige til at blive utilfredse og føle sig utilpasse. Nogle af de mest almindelige problemer hos overvægtige katte er:

  • Diabetes
  • Slidgigt
  • Hudproblemer
  • Urinrørsproblemer
  • Hjerteproblemer
  • Højere risiko for kræft

Risikoen for at dø er næsten tre gange højere hos overvægtige katte over 7 år end katte med normalvægt.

Derfor er det meget vigtigt at:

  1. Holde din kat i form
  2. Hjælpe den med at tabe sig, hvis den allerede er overvægtig

Hvordan ved jeg, om min kat er overvægtig?

Undersøg din kat på de følgende steder:

  • Under maven og mellem bagbenene. Er der en delle?
  • Langs ribbenene. Hvis du ikke kan mærke din kats ribben, når du presser forsigtigt, mens du aer den, har din kat muligvis for meget fedt.
  • Fra oven, se billedet nedenunder.

Overweight cat


Hvorfor er katten overvægtig?

De fleste katte er overvægtige pga. overfodring, og det er meget nemt at forstå hvorfor. Vi lærer nemlig hurtigt, hvor glade de bliver for godbidder eller noget nyt mad.

Hvis din kat skal holdes i form, skal den lære at leve med mindre mad. Du må bare kompensere ved at give den en masse opmærksomhed!

Nogle råd

Din dyrlæge er den bedste person til at hjælpe dig og kan sammensætte et sundt spiseprogram til din overvægtige kat. Nedenstående råd skulle også give gode resultater:

  • Katte bør have mange små måltider i løbet af dagen. Hvis du er meget væk hjemmefra, kan du give den en madbold eller en mekanisk madautomat.
  • Hvis den tigger efter mad, skal du i stedet give den mere opmærksomhed.
  • Sørg hver dag for at afsætte tid til at lege med din kat. Giv den noget nyt legetøj eller brug bare sammenkrøllet papir.
  • Køb et højt kradsebræt og opmuntr din kat til at klatre i det.
  • Overvej at få en killing for at give din kat selskab. Rådfør dig med din dyrlæge om, hvilken race, der vil passe bedst til din kat.
  • Vær sparsommelig med godbidderne. De indeholder mange kalorier.
  • Bed din dyrlæge om at anbefale noget specialiseret slankekattemad.

Din dyrlæge kan hjælpe dig med at bedømme, om din kat er overvægtig og samtidig anbefale en fremgangsmåde, der vil hjælpe til med, at den forbliver sund og glad.

[ ↑ skip to content ↑ ]