[ ↓ skip to navigation ↓ ]

En perfekt pels til din killing

Fra sund killing til glad kat

Alle killingeejere ønsker, at deres søde, lille killing vokser op og bliver en sund og glad kat. Derfor er det vigtigt, at du gør noget for, at killingen holder sig sund og rask. Det kan for eksempel være at give det rigtige foder og sørge for, at vaccinationerne overholdes, så killingen trives. I løbet af det første år bør du også få undersøgt killingen regelmæssigt hos dyrlægen, så du kan være sikker på, at killingen vokser og udvikler sig optimalt.

Sådan holder du pelsen blank og huden sund

Den rigtige kost, regelmæssig pleje og rene, behagelige omgivelser holder normalt killingens pels plank og huden sund. Men desværre kan killinger ligesom voksne katte have hudlidelser. Deres pels kan blive mat og tynd, eller huden kan blive rød, kløende og øm. Det kan der være mange forskellige årsager til, lige fra overfølsomhed over for særlige madvarer, insektbid, allergi, mider og parasitter til oversoignering.

Lopper

Nogle killinger udvikler allergi over for loppespyt. Det kaldes overfølsomhed over for loppebid eller loppeallergi. Hvis din killing lider af det, slår den ud med kløende, skorpede pletter på huden. Et enkelt loppebid kan forårsage en lidelse, som kaldes "miliær dermatitis", som har de samme, ubehagelige symptomer. Hvis du bemærker et af disse symptomer hos din killing, skal du straks kontakte dyrlægen, som kan ordinere medicin til at lindre irritationen og frem for alt noget, som kan fjerne lopperne.

Ringorm

Nej, ringorm er ikke en parasit, det er navnet på en svampelidelse, som giver et ringformet udslæt på huden. Ringorm kan overføres imellem katte, men også fra katte til mennesker. Det er ikke nemt at få øje på, så hvis du har blot en mistanke om, at killingen har et problem med hud eller pels, er det bedst at kontakte dyrlægen.

Killingens ører

Hvis du regelmæssigt håndterer killingen og specielt dens ører forsigtigt, kan du kontrollere, om killingen har problemer med ørerne uden at skræmme den. Og hvis killingen har et problem, finder du hurtigt ud af det. For det første vil killingen lægge øret ned, og den ryster formentlig også meget på hovedet. Hvis du bemærker grå eller mørkebrune, tørre eller voksagtige aflejringer, er det et sikkert tegn på mider. Det kan heldigvis nemt behandles af dyrlægen.

Killingens øjne

Killingens øjne skal være klare og strålende uden materie. Hvis der er materie i øjenkrogene, kan det skyldes en infektion. Fjern regelmæssigt materie fra killingens øjne ved at bade dem med en opløsning af varmt vand og salt (cirka en teskefuld salt til en ½ liter vand er en god rettesnor). Da infektioner kan have mange årsager, er det bedst at tage killingen med til dyrlægen.

KATJUU!

Nysen kan også være et tegn på sygdom i åndedrætsorganerne, ofte i form af "katteinfluenza". Hvis killingen nyser mere end blot en gang imellem, bør du gå til dyrlægen med den.

Men husk også, at nysen kan skyldes, at katten har inhaleret pollen, et græsstrå eller græsfrø, støv, rengøringsspray eller cigaretrøg.

 


[ ↑ skip to content ↑ ]