[ ↓ skip to navigation ↓ ]

Kan katte se i mørke?

Lad os få aflivet nogle myter om katte

Nu, da du har fået en ny, lille killing, bliver alt det, du har hørt om katte i årenes løb, pludselig relevant. Men de myter og ammestuehistorier, du er vokset op med, kan være svære at finde hoved og hale i. Her kommer en liste, som kan hjælpe dig med at skille myter fra virkelighed:

Lander katte altid på benene?

Svaret er desværre et rungende "nej". Katte er ret smidige og har tendens til instinktivt at falde med benene først, men mange katte kommer til skade eller bliver slået ihjel i faldulykker hvert år. Sørg for, at killingen er i sikkerhed ved at sætte net for vinduer og altaner, og lad dig ikke friste til at teste, om teorien holder!

Der er ikke noget bedre for katte end en tallerken mælk

Det er en anden myte. Hvis killingen er velernæret, og du giver den fuldfoder, behøver den kun drikke vand. Faktisk er for meget mælk ikke godt for killingen, selvom den godt kan lide det. Mange katte har svært ved at fordøje laktosen i komælk, og det kan give dem diarré.

Smør på kattens poter kan hjælpe den med at finde hjem, hvis den er faret vild

Hvis du gerne vil have fedtede poter overalt på møblerne, skal du bare smøre kattens poter ind i smør. Men hvis du kun vil sikre dig, at katten altid kan finde hjem, er det meget mere fornuftigt at sørge for, at den bliver registreret via en mikrochip eller øretatovering. Det betyder, at hvis den skulle fare vild og bliver indleveret hos den lokale dyrlæge eller katteinternat, kan de finde ud af, hvor katten hører til, og du kan få den hjem igen.

Katte kan se i mørke

Killingen kan ikke se, hvis det er bælgmørkt. Den myte er formentlig opstået, fordi katte kan se ved meget lidt lys, fordi deres pupiller udvider sig, så de kan udnytte den smule lys, der er.

Gravide skal undgå kontakt med katte

Nogle katte kan være inficeret med en sygdom ved navn toxoplasmose, som af og til kan spredes til mennesker via kattens afføring i kattebakken eller haven og påvirke fosteret alvorligt. Men gravide behøver ikke at undgå kontakt med katte, de skal blot træffe nogle få, fornuftige foranstaltninger. Hvis du er gravid, skal du undgå at skifte killingens bakke og bede en anden i familien om at gøre det i stedet. Hvis du selv bliver nødt til at gøre det, skal du bruge gummihandsker og vaske hænderne meget grundigt bagefter.

[ ↑ skip to content ↑ ]