[ ↓ skip to navigation ↓ ]

Er hunden syg, hvis den har tør snude?

Bekymrede hundeejere spørger ofte om deres hund er syg, hvis dens snude er tør, og det korte svar er nej. Der kan være mange årsager til, at din hund har en tør og varm snude, som ikke har noget at gøre med dens helbred.

For eksempel kan en tør snude være resultatet af at have ligget i solen, ved siden af en varmekilde eller i et værelse med dårlig luftcirkulation. Faktisk kan din hunds snude skifte fra at være våd til tør flere gange om dagen.

Vær opmærksom

Ved at undersøge en hunds snude kan man holde udkig efter andre problemer. Hunde med bleg eller lyserød snude kan nemt blive solskoldet. Hvis din hund har en tør, rød snude eller hvis huden på snuden skaller, kan det betyde, at den er blevet forbrændt.

Tal med din dyrlæge om hvilken slags solcreme, du skal bruge til din hunds snude. Det er vigtigt at beskytte hunde, der har tendens til at blive forbrændte, fordi mange solskoldninger kan føre til hudkræft. Hvis din hunds snude har sprækker med sårskorper, kan din hund have en hudsygdom, og det vil derfor være klogt at få din hund undersøgt hos dyrlægen. En anden ting man skal holde øje med, når man undersøger en hunds snude, er om den løber. Hvis snuden løber, bør snottet være klart/gennemsigtigt. Hvis din hund producerer boblende, tykt, gult, grønt eller ligefrem sort snot, bør den undersøges af en dyrlæge.

[ ↑ skip to content ↑ ]