[ ↓ skip to navigation ↓ ]

Når hunden spiser ekskrementer

Du har været ude at gå med din hund, og du har lige fortalt din nabo, hvor velopdraget den er, da du ser den spise en hundelort. Føj! Hvad får den til at gøre sådan noget?

Coprophagia (den tekniske betegnelse for ekskrementspisning) er ubehagelig men ikke en unormal adfærd hos hunde. Den gode nyhed er, at det at spise ekskrementer normalt ikke vil skade din hund. Den dårlige nyhed er, som du allerede ved, at det er ulækkert, beskidt og medfører den værst tænkelige ånde! Din hund har også risiko for at få parasitter, hvis den spiser andre dyrs efterladenskaber.

Nysgerrighed

Ingen er helt sikre på, hvorfor en hund spiser ekskrementer, men der er nogle få forklaringer. En af grundene kan simpelthen være, at hunde kan lide det. Hunde har kontakt til omgivelserne via munden, de kan lide at gå rundt med en pind i munden og elsker at tygge på legetøj eller kødben.

Hunde kan også lide ting, der lugter stærkt, og ekskrementer falder netop i denne kategori. Det kan forekomme underligt, men at spise ekskrementer kan være måden, hvorpå din hund undersøger noget, der interesserer den.

Forvirrede hvalpe

Hvalpe spiser nogle gange deres egne efterladenskaber, mens de lærer at gå på toilettet. Det sker, fordi de stadig er usikre på, hvor de må gå på toilettet, og hvor de ikke må gå på toilettet. Da de er bange for at gøre noget forkert, ødelægger de "bevismaterialet". Denne slags rengøringsopførsel kan også ses hos voksne hunde inden døre.

Hundemødre spiser ofte deres hundehvalpes ekskrementer, når de vasker dem. Dette er muligvis et resterende instinkt. I naturen vil hundemoderen minimere sandsynligheden for, at rovdyr finder hendes sårbare afkom ved at spise hvalpens afføring. 

Kostunderskud

En af de mest almindelige teorier om, hvorfor hunde opfører sig på denne måde, er,at de kompenserer for et kostunderskud. Ekskrementer fra planteædere kan give dem vitaminer, som ikke er en del af hundens normale kost.

Kattemad har et højt niveau af protein, så kattegrus kan være attraktivt for din hund. Sørg for at stoppe denne adfærd med det samme, da kattegrus kan være giftigt for en hund.

Forebyggelse

Den nemmeste måde at løse dette problem på er at samle op, så snart din hund har besørget. Nogle mennesker foreslår at strø peber, tabasco eller paraffin over ekskrementerne for at få det til at smage "dårligt".

Der findes også tilsætningsstoffer til din hunds foder, som smager godt i munden, men bliver bittert under fordøjelsen, så ekskrementerne ikke længere er attraktive for hunden. Desværre er disse metoder ikke effektive til alle hunde.

Den bedste løsning på din hunds coprophagia, er at forsøge at hindre den i sit forehavende på en blid men fast måde og frem for alt være konsekvent i din opdragelse af hunden.

Tal også med din dyrlæge, som kan rådgive om, hvorvidt din hund har brug for ekstra tilskud til sin kost.

[ ↑ skip to content ↑ ]