[ ↓ skip to navigation ↓ ]

Gode råd om førstehjælp

dog with bandage

Din hund kommer forhåbentlig aldrig alvorligt til skade, men som det energibundt, den er, kan det ikke undgås, at den får et par småskrammer hist og her. I så fald er det godt at vide lidt om grundlæggende førstehjælp.

Færdselsuheld

Hvis din hund har været involveret i et uheld, skal du straks kontakte dyrlægen. Din hund kan være i chok, og du ved ikke, hvordan den reagerer. Så nærm dig langsomt og forsigtigt. Hvis det er muligt, skal du løfte hunden op på et tæppe (eller bruge en måtte fra bunden af bilen), og hurtigst muligt lade dyrlægen se på den. Hvis hunden ikke kan flyttes, bliver du måske nødt til at bede dyrlægen om at komme til stede.

Ben, pinde, bolde

Ben, pinde og bolde kan sætte sig fast i hundens mund eller på tværs af ganen. Hvis det sker, ser du måske hunden skrabe med poten ved munden, eller den har måske svært ved at lukke munden. Måske kan du fjerne genstanden med hånden eller med en pincet. Hvis det ikke kan lade sig gøre, skal du få dyrlægen til det. Dyrlægen bedøver hunden for at gøre det nemmere at fjerne genstanden. Det er altid bedre at forebygge end at helbrede, så lad aldrig hunden lege med små bolde og lad være med at kaste med pinde.

Brandsår

Hvis din hund brænder sig på kogende vand, olie, kemikalier eller is, skal det straks behandles. Mindre brandsår kan behandles derhjemme: rens det pågældende område med et mildt antiseptisk middel og smør det med en lindrende creme eller gelé som f.eks. aloe vera. Svære brandsår skal behandles professionelt, så tag straks hunden til dyrlægen.

Førstehjælpskasse

Du bør altid have et par grundlæggende ting ved hånden til nødsituationer: gazebind, vat eller tamponer samt et mildt, hundevenligt, antiseptisk middel til at rense sår med og en pincet til f.eks. at fjerne brodden ved bistik eller genstande fra munden med.

Rifter og sår

Hunde kan især få rifter og sår på fødderne, hvis de kommer til at træde på skarpe genstande som f.eks. glasskår. Rens området med fortyndet desinfektionsmiddel som f.eks. Hibiscrub eller klorhexidin og læg en forbinding på, hvis det er nødvendigt. Tal med dyrlægen, hvis du ikke kan standse blødningen, eller hvis såret er stort og måske skal syes.

Brækkede eller udtrukne kløer

Det kan være meget smertefuldt og har tendens til hurtigt at blive inficeret. Desuden bløder det ofte meget. Prøv, hvis det er muligt, at lægge forbinding på poten og gå så til dyrlægen, fordi det ofte er nødvendigt at give antibiotika. Det kan også være, at kloen skal klippes helt ned under bedøvelse.

Hundebid

Hvis din hund er så uheldig at blive bidt af en anden hund, er det altid bedst at få dyrlægen til at se på det. Aftal et rutinebesøg, hvis biddet eller biddene er små, og sørg for at hunden hurtigt bliver tilset, hvis de er alvorlige.

Stik og insektbid

Hvis din hund på grund af et insektstik er meget hævet omkring mund, næse eller svælg - hvilket kan give vejrtrækningsbesvær - skal du straks gå til dyrlægen med den. Hvis stikket eller biddet ikke giver alvorlige problemer, kan du lindre hundens ubehag ved at lægge et koldt kompres på området.

Halten

Hvis din hund har tydelige smerter og ikke kan lægge vægten på benet, skal du straks gå til dyrlægen med den for at udelukke, at der kan være tale om et knoglebrud. I mindre alvorlige tilfælde skal du kontrollere, om der sidder torne eller grus i trædepuden, om der er rifter eller om kløerne er beskadigede.

Kramper

Du kan kende et krampeanfald på, at hunden pludselig får ukontrollable spasmer, den skærer ofte tænder eller gør tyggebevægelser og savler. En hund med kramper falder som regel om på siden og er ikke ved bevidsthed. Hvis din hund skulle få et krampeanfald, skal du ikke prøve at holde på den. Prøv i stedet at fjerne eventuelle møbler eller hårde genstande, hunden kan komme til skade på. Sluk for alle forstyrrende ting som lys, radio, tv, vaskemaskine, osv. og træk gardinerne for, så hunden kan komme til sig selv i ro og fred. Du bør altid tale med dyrlægen, hvis din hund får et krampeanfald.

Øreproblemer

Hundens ører skal være blanke og svagt lyserøde indeni og være fri for voks eller pus. De må ikke lugte ubehageligt. Lad altid dyrlægen se på hunden, hvis den har problemer med ørerne.

Øjenproblemer

Hvis din hund har problemer med øjnene, som for eksempel en rift eller øjenbetændelse, skal du gå til dyrlægen. Prøv om muligt at afholde hunden fra at gnide sig øjnene.

Hedeslag

Det bedste råd med hensyn til hedeslag er, at det er bedre at forebygge end at helbrede. Sørg for, at din hund ikke opholder sig i solen for længe, når det er varmt, og at den ikke er ude i middagssolen. Hvis din hund alligevel får et let hedeslag, skal du prøve at køle den af med våde håndklæder eller en vifte, få den til at drikke rigeligt med køligt vand og sørge for, at den får masser af hvile. Alvorligt hedeslag skal behandles af en dyrlæge.

Forgiftning

Hunde er meget nysgerrige, og der vil altid være risiko for, at den får fat i noget, den ikke burde. Ligesom hedeslag er det bedre at forebygge end at helbrede, og du skal sørge for at hundesikre hjemmet og haven, så den ikke kan komme i kontakt med ting, som kan være skadelige som sneglegift, blegemiddel eller chokolade. Hvis du har mistanke om, at din hund har spist noget, den ikke kan tåle, skal du altid tage emballagen med og vise den til dyrlægen. Det hjælper med at identificere problemet og finde en modgift. Hvis det værste skulle ske, skal du opsøge dyrlægen akut.

[ ↑ skip to content ↑ ]