[ ↓ skip to navigation ↓ ]

Identifikation til din hvalp

Hvalpens identifikation

Som nævnt er det lovpligtigt, at hvalpen har et hundetegn i halsbåndet, hvor dine kontaktinformationer nemt kan læses. Men der er også andre ting, du kan gøre for at sikre, at hvalpen kommer sikkert hjem, hvis den farer vild.

Nogle hundeejere får hunden tatoveret, som regel på indersiden af et bagben eller i øret, men nu om stunder betragtes mikrochip som den mest effektive måde at kæde hunde sammen med deres ejere på. Det øger i høj grad chancerne for, at de bliver returneret til ejeren, hvis de skulle fare vild eller blive stjålet.

Hvalpe skal være chipet og registreret i Dansk hunderegister inden de forlader kennelen som 8 ugers hvalpe. Den lille chip placeres smertefrit under hvalpens hud. Chippen flytter sig normalt ikke, og den kan ikke ses, men læses af en scanner. Hvalpens microchip har sin egen unikke kode, som sammen med dine informationer indkodes i en national database. Det er en sikker identifikationsmetode, uanset hvor en hund bliver fundet. Mod et engangsbeløb på få hundrede kroner er din hund registreret i databasen resten af livet.

Spørg din dyrlæge, hvis du vil vide mere om mikrochipmærkning.

Og hvis din hvalp forsvinder?

Det sker forhåbentlig ikke, men det er bedre at tænke det utænkelige end at være uforberedt. Det er selvfølgelig en meget belastende oplevelse, hvis ens hund forsvinder, men selvom man passer godt på sin hund, kan den fare vild eller blive stjålet. Hunde, som er tæt knyttet til deres hjem, er særligt udsatte, fordi de ikke kender lokalområdet så godt.

Selvfølgelig kan mange hunde selv finde hjem, men hvis din hund forsvinder, skal du handle omgående. Hvalpen bør have sit hundetegn på, så politiet eller de lokale myndigheder kan sikre, at den kommer hjem igen. Men hvis det ikke sker, skal du give politiet en detaljeret beskrivelse af hvalpen og et kontaktnummer. Du skal også kontakte lokale hundekenneler og dyreinternater, som kan have fået indleveret hvalpen. Du kan slå dem op i lokaltelefonbogen eller på internettet. Det er også set, at en velmenende person har taget hvalpen med hjem, så sæt plakater op i lokalområdet, i butikker, på biblioteket, i supermarkeder og i dyrlægens konsultation.

[ ↑ skip to content ↑ ]