Information om og personlighedstræk ved hunderacen afghansk mynde

 

Da den afghanske mynde er en selvstændig og egenrådig hund, kan den virke afvisende, men den kan også være stille og klodset, når den er i det humør.

Afghansk mynde – kort fortalt
The Afghan Hound Dog Breed

Afghansk mynde er en krævende hund af mange grunde, som omfatter alt fra pelspleje til motion.

Vægt:

Han: 23 – 27 kg.

Hun: 23 – 27 kg.

Skulderhøjde:

Han: 68 cm

Hun: 63 cm

Kendetegn:

Dolichocephal (langt ansigt), flagrende ører (naturligt)

Forventninger:

Energiniveau: Gennemsnitligt

Levetid: 12 – 14 år

Tendens til at savle: Svag Tendens til at snorke: Svag

Tendens til at gø: Svag

Tendens til at grave: 

Avlet til:

At være løbshund og jagthund

Pels:

Længde: Lang

Kendetegn: Silkeagtig

Farver: Enhver kulør, bortset fra plettet

Generelt behov for pelspleje: Stort

Raceanerkendelse:

Udbredelse:  Mindre almindelig

Hannen er omkring 70 cm høj; hunnen kan være en smule lavere. Afghansk mynde vejer generelt mellem 23 og 27 kg

Den har et kongeligt udseende, som skyldes dens stolte holdning og den lange, silkeagtige pels. Dens stærke, buede hals, fremstående hofter, store poter, tilsyneladende overdrevne bøjning i knæene og en hale, der ender i en bue, giver racens dens særlige profil. Den afghanske myndes hoved og snude er lange, smalle og forfinede med en let konveks bue på snuden. Ørerne er lange og dækket med endnu længere hår. Toppen af hovedet, forpartiet, brystet, flankerne, bagpartiet og benene er tæt dækkede af lange, fine, silkeagtige hår, mens pelsen på ansigtet og ryggen (eller rygpartiet) er kort og skinnende. De mest almindelige pelsfarver er sort, sort og brun, rød, cremefarvet, blå, stribet, grålig eller hvid. Afghansk mynde kan have en lang række nuancer derudover, og de creme- og rødfarvede hunde har ofte, men ikke altid, sort ansigtsparti. Hvalpe af afghansk mynde ligner ikke den langhårede voksne hund. De har uldet hår på kinderne (kaldes knurhår) og over rygpartiet. Den korte dunede hvalpepels begynder at falde af omkring etårsalderen, hvilket giver plads til den blanke voksenpels, som hele tiden bliver længere. I bevægelse har den afghansk mynde et slående ydre, der skyldes dens smidige, styrkefyldte gang, glidende rytme og fejende pels.

Personlighed:

I overensstemmelse med den afghanske myndes jagende ophav er den avlet til at tage en hurtig beslutning, og den er egenrådig og selvstændig, reserveret og selvsikker. Den afghansk mynde er modsætningernes holdeplads. Den er blevet beskrevet som uforfærdet men måske forsigtig, flyvsk men nogle gange stille og doven, værdig men lidt klodset. Den afghanske myndes personlighed går fra det hengivne til afvisende, og denne hund kan være noget på vagt over for fremmede. Hvis den ikke er blevet rigtigt socialiseret, har den tendens til at udvikle en vild natur.

Som bofælle:

Afghansk mynde er en “krævende” hund af mange grunde. Selvom den er yderst intelligent, kan den afghanske mynde være vanskelig at træne, fordi den er stædig. Den er meget følsom over for skarpe irettesættelser, som ofte vil medføre, at den nægter at adlyde. De responderer bedst på blid vejledning og fast disciplin. Regelmæssig pelspleje er afgørende for at vedligeholde den afghanske myndes pels. Afghansk mynde skal bades og børstes hver uge for at fjerne døde hår og forhindre, at hårene filtrer, som de har tendens til. Den voksne afghanske mynde fælder forår og efterår og efter sygdom. Usteriliserede tæver fælder efter hver løbetid.

Selvom den kan være god til at være i en lejlighed og være en sand “sofahund”, skal den afghanske mynde have masser af motion for at afværge kedsomhed og destruktiv adfærd som at tygge på ting. En afghansk mynde skal i hvert fald have 2 kilometers gåtur om dagen, og en indhegnet have, som den kan løbe i, er uundværlig. Racen er berygtet for at ignorere, at der bliver kaldt på den, og alt for ofte omkommer den desværre i trafikken. Den afghanske mynde må aldrig få lov at strejfe om uden opsyn, da dens rovdyrsinstinkt kan gøre den til en trussel for kæledyr i nabolaget. Med ordentlig træning og nøje opsyn fra ejerens side kan den afghanske mynde være sammen med både børn og andre kæledyr.

Afghansk mynde er ekstremt tynd under den tykke pels, og den spiser langt mindre, end man skulle tro ud fra størrelsen. Hundefoder af høj kvalitet, eventuelt suppleret med planteolie, kan hjælpe til at holde hud og pels sund. En øreholder (kaldes snood) er en mulighed for at undgå, at de lange ører bliver griset til, når den afghanske mynde spiser.

Historie:

Som et meget gammelt medlem af løbshundefamilien blev den afghanske mynde første gang avlet for tusinder af år siden af nomadefolk i Afghanistan, Pakistan og det nordlige Indien. Meget af racens historie er gået tabt, da krigsførende grupperinger anført af Djengis Khan og Alexander den Store indtog regionen. Racen blev fremavlet og er blevet formet ud fra behovet for en løbshund til jagt i bjergterræn.

Da den er en meget dygtig jæger, blev den afghanske mynde brugt til at nedlægge både stort og småt vildt, blandt andet antiloper og måske endda leoparder. Selvom at nutidens eksperter tvivler på, at leoparden var den afghanske myndes traditionelle byttedyr, findes der øjenvidneberetninger om enlige afghanske mynder, der har dræbt leoparder ved at gribe fat i deres hals og flænse leopardens ryghvirvler med deres kæber.

Afghansk mynde forlod Mellemøsten første gang sammen med britiske soldater, der tog den med tilbage til England i det 19. århundrede. Afghansk mynde blev anerkendt af American Kennel Club (AKC) i 1926. Den blev kendt på grund af det fortryllende udseende, og dens popularitet toppede i 1970’erne. Afghansk mynde holdes nu som familiehund og som udstillingshund i stedet for som jagthund, selvom nogle eventyrlystne ejere tager dem med til "lure coursing", som er en simuleret harejagt. Dens fejende hårlokker og noble holdning gør den afghanske mynde til en tilbagevendende vinder i udstillingsringen.

Relaterede kattepleje artikler