Information om og personlighedstræk ved hunderacen gravhund

Alle tre varianter af gravhunden – den glathårede, den ruhårede og den langhårede – findes i to størrelser, hvor den mindste kaldes en dværggravhund.

Dværggravhunde har ikke deres egen klassifikation i AKC, men konkurrerer i afdelingen for “ 5 kg og derunder i alderen 12 måneder og derover”. Standardhundens vægt er normalt mellem 7 og 14 kg. Der er ingen standardhøjde for gravhunden, men den er måler normalt under 22 cm i højden.

Alle tre typer er kendt for deres lange rygge og korte, muskuløse ben, hvilket forklarer de uflatterende øgenavne som “hotdog” eller “wienerhund”. Den har også en lang snude, lange, hængende ører og en hale, der holdes langs med ryggen.

Gravhundens pels kan have røde, sorte, chokoladefarvede, hvide eller grå nuancer. Nogle har brune aftegninger eller er plettede eller spættede. Gravhunden bliver omkring 12 til 15 år gammel.

Personlighed:

På trods af sin størrelse er gravhunden kendt for sin dristighed, og vil give sig i lag med dyr, der er meget større end den selv. Nogle kan være aggressive over for fremmede og over for andre hunde.

Som familiehund er gravhunden loyal over for mennesker og en god vagthund. Den er god til børn, hvis den behandles godt. Den kan være en smule vanskelig at træne.

Nogle gravhundeopdrættere siger, at der er personlighedsforskelle i de forskellige varianter af racen. For eksempel siges den langhårede gravhund at være roligere end den korthårede variant, og den ruhårede gravhund er mere udadvendt og kan lide at optræde.

Gravhunden er den fødte jæger, så det kommer ikke som nogen overraskelse, at mange af dem kan lide at grave. Nogle gravhunde gør også en del, og i én undersøgelse scorede gravhunden højt på deres trang til at ødelægge.

Som bofælle:

Gravhunden har tendens til at få rygproblemer, fordi den har en lang ryg, så denne hund er ikke et godt valg til et hjem med mange trapper. Derudover bør hunden, for at beskytte dens ryg, ikke have lov til at hoppe op på og ned fra møbler, og dens vægt bør holdes under kontrol.

Den korthårede gravhund kræver meget lidt pelspleje ud over en strigling eller børstning nu og da. Til den langhårede variant anbefales daglig børstning og kæmning, og den ruhårede gravhunds pels skal klippes ned mindst to gange om året. Racen anses for at fælde gennemsnitligt.

Foder- og ernæringsbehov

Gravhunde lever længere end større hunderacer, på grund af deres størrelse. Men den lille størrelse betyder også, at de udsættes for mere kontakt med frie radikaler, og disse kan skade celler og DNA, herunder i nerve- og immunsystemerne. Det rette foder kan hjælpe, Hill's Science Plan Small & Mini indeholder et højt niveau af klinisk dokumenterede antioxidanter for at give gravhunden den immunitet den har brug for. Udover det høje niveau af klinisk dokumenterede antioxidanter indeholder Small & Mini foderet også en special blanding af omega-6 og omega-3 fedtsyrer, som fremmer sund hud og en flot pels. Du kan lære mere om vores Small & Mini foder ved at trykke her.

Historie:

Gravhunden blev avlet til grævlingejagt i Tyskland for flere århundreder siden. På tysk hedder den “Dachshund”. “Dach” betyder grævling. De tre varianter af gravhunden – den korthårede, den ruhårede og den langhårede – har forskellig tidsmæssig oprindelse. Den korthårede kom først og opstod som en blanding af den franske pointer og en pinscher. Racen findes i to størrelser: Standard- og dværgstørrelse, og standardstørrelsen er den oprindelige variant.

Gravhunden har korte, stærke ben, så den kan grave bytte ud og gå ind i huler under jorden. De større udgaver af racen blev brugt til at jage rådyr eller ræve. De små gravhunde blev avlet til hare- og frittejagt.

Racen bruges stadig til jagt, især i Europa, mens den i Nordamerika typisk er en familiehund.