På trods af dens størrelse anses grand danois for at være en blid gigant, som til en vis grad er legesyg, og den er god sammen med børn. Men ejeren skal være villig til at indrette sig efter hundens store størrelse med hensyn til plads og fodring, hvilket kan være dyrt.
Grand danois og andre hunde af kæmpestore racer har en risiko for at få oppustet mave, der giver luftophobning og risiko for, at mavesækken drejer.
Størrelse:
Vægt:
Han: 50 – 75 kg
Hun: 50 – 75 kg
Skulderhøjde:
Han: 81 cm
Hun: 76 cm
Kendetegn:
Flagrende ører (naturligt)
Forventninger:
Energiniveau: Gennemsnitligt
Levetid: 6 – 8 år
Tendens til at savle: Stærk Tendens til at snorke: Svag
Tendens til at gø: Svag
Tendens til at grave: Svag Socialt behov/opmærksomhedsbehov: Stort
Avlet til:
At være jagthund til vildsvinejagt, vagthund
Pels:
Længde: Kort
Kendetegn: Flad
Farver: Sort, lysebrun, blå, sort, sortbroget
Generelt behov for pelspleje: Lille
Raceanerkendelse:
Udbredelse: Almindelig
Grand danois er en kæmpestor, stærk og elegant hund. Hanhunden kan blive op til 81 cm høj og veje alt fra ca. 50 til 75 kg, mens hunhunden kan blive 76 cm høj og veje omkring 50 til 75 kg.
Grand danoisens bastante hoved er smalt og fladt øverst. Øjenbrynene er fremstående. Ørerne falder fremad. Halsen er lang og stærk. Grand danoisens krop er lang og muskuløs, og forbenene er lige. Halen har medium længde. Den er tyk ved roden og bliver tyndere mod spidsen, som når ned til under haserne.
Grand danois fælder let til gennemsnitligt for hunde. Pelsen er kort og glat og findes i mange farvevarianter, blandt andet stribet eller lysebrun, blå, sort eller sortbroget, som har sorte pletter på en hvid baggrund.
Racen har kort levetid. En grand danois lever kun 6 – 8 år eller mindre.
Personlighed:
Grand danois anses for at være blide giganter. Den er til en vis grad legesyg, kærlig og god til børn. Den vogter sit hjem. Grand danois kommer generelt godt ud af det med andre dyr, især hvis den er opfostret med dem, men nogle hunde i denne race kan være aggressive over for hunde, de ikke kender.
Grand danois anses for at være nemme at træne, men nogle grand danois-opdrættere siger, at enkelte hunde kan være svære at lære noget nyt.
Som bofælle:
Alle, som gerne vil have en grand danois, skal være villige til at indrette sig efter hundens store størrelse. En grand danois spiser langt større mængder foder end en lille hund, så det koster meget mere at have en grand danois på kost end for eksempel en lillebitte chihuahua.
Grand danois skal have lydighedstræning for at sikre, at den kan styres, når den er fuldvoksen.
En sygdom med oppustet mave, som involverer ophobning af luft og eventuelt drejning af mavesækken, er en reel risiko for en hund i kæmpestørrelse som grand danois. For at forebygge dette problem, som kan være livstruende, skal hunden fodres med to eller tre små måltider om dagen i stedet for et stort, og den skal tilskyndes til at hvile sig i mindst en time efter, at den har spist. Meget store hunde har også gavn af, at foderskålen står på noget, så de ikke skal sprede benene ud til siden for at spise.
Historie:
Grand danois, som også kaldes hundenes Apollo, er en race i kæmpestørrelse. Selvom danois betyder dansk, kommer hunden oprindeligt fra Tyskland. Racen menes at have eksisteret i mere end 400 år. Grand danois nedstammer fra mastifflignende hunde, der blev avlet af den tyske adel for at beskytte herregårdene ude på landet og jage vildsvin.
I det 18. århundrede var grand danois-hunde ansete vogtere af herregårde og hestevogne. Den var også populær i overklassen til sport, da kun få andre hunde kunne nedlægge et vildsvin.
En grand danois, som mere ligner den, vi kender i dag, blev fremavlet i 1800-tallet. I 1880 forbød tyskerne det engelske navn “Great Dane”, og kaldte racen for “Deutsche Dogge”, hvilket betyder tysk mastiff, men racen kaldes fortsat “Great Dane” i engelsktalende lande.
Denne hund bruges primært som familiehund, og på trods af dens størrelse er den blevet populær blandt byboere, som har den som vagthund mod indbrud.
