Det er ikke usædvanligt, at hunde kaster op. Der kan faktisk være mange grunde til, at din hund kaster op, hvoraf nogle er mere bekymrende end andre. Men hvordan kan man så se, om hundens opkast er et tegn på alvorlige sundhedsmæssige problemer? Er der forskellige typer opkast? Læs videre for at blive klogere på dette.

Opkast vs. gylp

Det er vigtigt, at du i første omgang forstår forskellen mellem opkast og gylp. Når en hund gylper, er det typisk ufordøjet mad, vand og spyt, der kommer op. Det kommer ofte ud i en cylindrisk form, da det, der kommer op, som regel er mad eller indhold i spiserøret.. Det kommer umiddelbart ubesværet op uden muskelsammentrækninger. Normalt kommer det ganske spontant op, så hverken du eller din hund får nogen advarsel om, at der er noget på vej. Gylp forekommer umiddelbart eller meget kort tid efter måltider.

Opkast er derimod en meget mere aktiv proces. Når en hund kaster op, trækker dens mavemuskler sig sammen, og hele kroppen spændes. Den mad eller det fremmedlegeme, der kommer op, stammer typisk fra maven eller den øverste del af tyndtarmen. Ved opkast vil du sandsynligvis kunne høre hunden kaste op, og der vil komme mad op, som er ufordøjet eller delvist fordøjet. Hvis det kommer fra maven, følges det ofte af en klar væske, hvorimod væsken er gul eller grøn væske, hvis det kommer fra tyndtarmen. Derudover findes der andre almindelige advarsler om, at der er opkast på vej, såsom; din hund savler, slikker sig om læberne, klynker, vandrer hvileløst rundt, eller der kommer gurglende lyde fra dens mave. Opkast kan forekomme kort efter et måltid eller endda flere timer senere, hvor det tilsyneladende ikke har noget med måltidet at gøre.

hund gaber

Almindelige årsager til opkast hos hunde

De almindeligste årsager til opkast hos hunde er blandt andet følgende:

  • Den spiser affald, rester fra bordet eller andre ting, den ikke bør spise.
  • Den sluger noget hårdt, f.eks. en sten, en knogle, legetøj eller noget giftigt, f.eks. rengøringsmidler, frostvæske eller pesticider.
  • Virus, bakterieinfektioner eller parasitter.
  • Ændringer i din hunds kost, f.eks. nyt foder.
  • Sensitivitet over for visse fødevarer eller ingredienser.
  • Oppustethed eller andre fordøjelses-/mavetarmproblemer.
  • En bivirkning af medicin, den har fået.
  • Hedeslag.
  • Sygdomme, der påvirker tarmen, f.eks. nyre- og leverproblemer eller pankreatitis.

De mest almindelige årsager til er:

  • Mavesurhed og spiserørsproblemer (betændelse i spiserøret).
  • Et spærret eller forsnævret spiserør.
  • Medfødt spiserørssygdom (megaesophagus), som er mere almindelig hos racer som f.eks. shar-pei, Schæfer hund, Grand Danois, Irsk setter, Labrador retriever, Dværgschnauzer, Newfoundland og Wire fox terrier.

Typer af opkast hos hunde og hvad de betyder

Opkast hos hunde kan se meget forskelligt ud, afhængigt af årsagen. Selvom det ikke er et ufravigeligt diagnostisk kriterium, kan tidspunktet og udseendet være nyttige indikatorer. For eksempel:

  • En hund, der om morgenen kaster gult væske op, kan lide af BVS (“sulten opkast”).
  • En hund, der kaster hvidt skum op, har muligvis tømt maven fuldstændigt, og det eneste, der er tilbage nu, er mavesyren.
  • Hvis en hund kaster op med helt ufordøjet mad kort efter at have spist, kan det være et klassisk tegn på et fremmedlegeme i tarmen.
  • En hund, der kaster blod op, kan have alvorlige sundhedsproblemer, være blevet forgiftet eller lide af en koagulationsforstyrrelse.

Det er en hjælp for din dyrlæge, hvis du kan tage billeder eller endda indsamle en prøve af opkastet, og hvis du samtidig noterer tidspunktet på dagen i forhold til fodringstidspunktet.

Hyppig vs. enkeltstående opkast: hvornår skal du være bekymret?

Selvom det ikke er normalt, at hunde kaster op, er det en uundgåelig del af at have hund. Derfor bekymrer hundeejere sig som regel ikke, hvis en hund kaster op en gang imellem. Men hvornår skal man begynde at bekymre sig? 

Hvornår er opkast hos hunde en nødsituation?

Opkast kan hurtigt føre til dehydrering og tab af mineraler, eller det kan være et tegn på noget mere alvorligt — der er nogle situationer, hvor en hunds opkast bør give anledning til øjeblikkelig bekymring:

  • Du tror, at din hund har slugt et fremmedlegeme eller noget giftigt.
  • Din hund har kastet op og den opfører sig anderledes end normalt. Det kan være, at den sover mere end normalt, nægter at spise eller har diarré. I dette tilfælde bør du kontakte din dyrlæge.
  • Din hund har feber, virker dehydreret eller ser ud til at have smerter.
  • Hvis du ser blod i opkast eller afføring eller hvis din hund kaster noget op, der ligner kaffegrums - fordøjet blod - så skal du ringe til dyrlægen. Blodet kan være et tegn på alvorlige problemer, såsom mavesår eller et tegn på at din hund har spist et skarpt fremmedlegeme, såsom en knogle eller legetøj.
  • Din hund stopper ikke med at kaste op. Det er ikke usædvanligt, at din hund kaster op af og til, men hvis din hund kaster op jævnligt eller gentagne gange, skal du kontakte en dyrlæge for at afklare mulige årsager. 
  • Hvis din hund ser ud til at forsøge at kaste op, men ikke kan, skal du betragte det som en nødsituation. Din hund kan opleve en mavedrejning, hvilket er en livstruende nødsituation.
  • Hvis din hund hyppigt indtager en “legebue”-stilling (men ikke rent faktisk leger) eller står sammenkrøbet og ikke vil bevæge sig, og samtidig kaster op, kan den have akut pankreatitis, hvilket også er en nødsituation.

Hvis du er bekymret for din hunds helbred, skal du ringe til din dyrlæge for at få at vide, hvordan du skal forholde dig.

Sådan behandler din dyrlæge opkast

Når din dyrlæge undersøger din hund, vil vedkommende sandsynligvis først høre om, hvad din hund kan have spist eller været i nærheden af og om hvor ofte din hund kaster op eller har opstød. Derudover vil dyrlægen måske tage blodprøver for at finde årsagen til opkast, som f.eks. en nyresygdom eller bugspytkirtelbetændelse. Dyrlægen kan også være nødt til at tage røntgenbilleder og/eller ultralydsscanninger, hvis vedkommende mener, at din hund kan have en spærret mave-tarmkanalen eller at spiserøret ikke fungerer korrekt. 

Når din dyrlæge identificerer problemet, vil vedkommende starte behandlingen, så din hund hurtigt kan få det bedre.

Hvad kan du gøre

Hvis din dyrlæge identificerer årsagen til din hunds opkast, og forklarer, at det vil være tilstrækkeligt med pleje af din hund derhjemme, er det naturligvis vigtigt for dig at finde ud af, hvad du skal gøre. PD—SA har disse tips til god pleje af hunde, der kaster op, i hjemmet:

  • Sørg for, at din hund stadig drikker vand, medmindre din dyrlæge anbefalet noget andet. Der er en væsentligt risiko for dehydrering, hvis din hund bliver ved med at kaste op. Derfor er det vigtigt, at du giver din hund nok vand.
  • Giv din hund små, fedtfattige måltider tre til seks gange dagligt i et par dage. Din dyrlæge kan give dig et letfordøjeligt skånefoder, der er specielt sammensat til netop sådanne tilfælde. Din dyrlæge vil måske også bede dig om at gennemføre en fodertest, hvis vedkommende mener, at din hund kan have en fødevaresensitivitet. I den første restitutionsperiode skal du udelukkende give dette letfordøjelige foder. Giv ikke din hund dens normale foder eller mad, der er beregnet til mennesker. 
  • Efter et par dage på den letfordøjelige kost skal du gradvist øge mængden af foder og reducere antallet af måltider, mens du skifter tilbage til din hunds normale foder (ved langsomt at øge mængden af det normale foder).

Hvis du opdager, at din hund kaster op, fordi den spiser for hurtigt, kan en løsning være en "slowfeeder," som tvinger hunde til at spise langsommere, da de skal arbejde for at få mad. Du kan også prøve at skifte din hunds foder til et foder af højere kvalitet eller en særlig type diætfoder, som hjælper din hund med fordøjelsen og giver afbalanceret ernæring. Skift langsomt til det nye foderi stedet for at skifte det ud på én gang, da dette muligvis vil forværre problemet.

Hvis din hund kaster op, er den ikke nødvendigvis syg eller har brug for øjeblikkelig dyrlægehjælp. Men hvis du oplever bekymrende tegn, skal du ringe til din dyrlæge for at få afklaret, hvad problemet er, og finde ud af, hvordan det kan løses. Når det drejer sig om opkast, gælder det – som med de fleste ting – at man aldrig kan gå til dyrlægen for tidligt.

Ofte stillede spørgsmål om opkast hos hunde

Hvorfor kaster min hund gul galde op? 

Gult opkast stammer som regel fra den øverste del af tyndtarmen og kan skyldes mave-tarmproblemer, galdesyndrom eller mere generelle helbredsproblemer.

Hvad forårsager pludselige opkast hos hunde? 

Pludselige opkast kan skyldes forgiftning, blokering, pankreatities eller forkert kost, dvs. at hunden har spist noget, den ikke burde have spist.

Kan jeg behandle opkast hos hunde derhjemme? 

Hvis din hund kaster op en eller to gange, men ellers opfører sig som om den har det godt og spiser og drikker som normalt, kan du vente og se. Hvis du er i tvivl, skal du altid kontakte en dyrlæge. Nogle årsager til opkast – og i sig selv blot gentagen kronisk opkastning – kan være livstruende.

Hvornår skal jeg tage min hund med til dyrlægen pga. opkast? 

Du bør tage din hund til dyrlægen, hvis et af følgende gør sig gældende:

  1. du ser blod i opkastet

  2. din hund er sløv, ikke spiser eller trækker sig

  3. hvis den ser ud til at have ondt, f.eks. hvis den står foroverbøjet eller indtager en “legebue”-stilling

  4. hvis mild, sporadisk opkast varer i mere end 24 timer.

  5. hvis du tror, at den har spist noget, der har tilstoppet tarmene, eller noget, der kan være giftigt.

Bedømt af Dr. Karen Shenoy DVM og Dr. Emma Milne BVSc FRCVS.

Kara Murphy Kara Murphy

Kara Murphy er freelance-skribent og hundeejer, der bor i Erie, Pennsylvania. Hun har en goldendoodle ved navn Maddie.