At opdrage en hvalp: Det skal du vide

Udgivet af Jean Marie Bahaus
minutter læsetid

Find foder der passer til din hund eller kats specifikke behov

Find foder der passer til din hund eller kats specifikke behov

Find foder der passer til din hund eller kats specifikke behov

Hvalpe er mega nuttede, det er der ingen tvivl om. Men man kan ikke komme udenom, at der også er en masse udfordringer involveret i at opdrage en hvalp. Hvis du aldrig har haft en hvalp før, kan det virke som en voldsom opgave, men når først de store hvalpeøjne har fanget dit hjerte, er der ingen vej tilbage, og du vil ikke fortryde dit valg. Her er nogle nyttige tips til, hvordan man kommer igennem hvalpe-udviklingsfasen og sikrer, at den nye firbenede baby vokser op og bliver en glad, sund og veltilpasset hund.

At opdrage en hvalp: Ting, du skal have in mente.

Golden retriever-hvalp klør sig i græsset på grund af flåter

Hvalpe er små energibundter, som ofte er meget nysgerrige på deres omgivelser. Livet med en hvalp er ikke så meget anderledes end livet med et lille barn. Det kræver en masse tålmodighed at passe sin hvalp, så den ikke laver ballade, og det kræver dedikation at hjælpe den med at opføre sig ordentligt og lære om den nye verden på en sikker måde.

Den gode nyhed er, at hvalpe sover meget, selvom de ikke altid sover hele natten. Det er almindeligt, at din hvalp vækker husstanden med klynken eller gøen, fordi den skal på toilettet, eller fordi den er vågnet op alene og er bange. Hvalpe er derudover meget interesserede i at tygge, når de får deres voksne tænder, og dit gulvtæppe i stuen, sofaen, dine yndlingssko eller måske endda din hånd er det perfekte tyggeredskab for din hvalp. Hvis du bliver frustreret over din hvalps adfærd, er det vigtigt at huske på, at opdragelsen af en hvalp er midlertidig og vil stoppe på et tidspunkt. Din hvalp vil stoppe med den typiske hvalpe-adfærd, når den når voksenalderen.

Hvis du lige har fået en hvalp, eller hvis du er ved at gøre dig klar til at hente din søde, nye ven, skal du være forberedt på det nye ansvar, der følger. Det kræver meget tid og dedikation selv i en travl hverdag at tage sig af sin hvalp. Så hvis du planlægger at anskaffe dig en hvalp, er det en god idé at gøre det, nr du enten kan tage fri fra arbejde eller arbejde hjemmefra, så du kan tilbringe tid med hvalpen. Jo mere tid du kan tilbringe sammen med din hvalp, desto mere kan du opfylde dens behov såsom at komme ud og bevæge sig uden for og generelt lære den, hvordan livet er med dens nye familie.

Sådan "hvalpe-sikrer" du dit hjem

Selvom du gør dit bedste, er det praktisk talt umuligt at holde konstant opsyn med din energiske og nysgerrige hvalp. Derfor er det vigtigt at hvalpesikre sit hjem, før hvalpen ankommer. Dæk elektriske ledninger til, så den ikke kan tygge i dem, og sørg for, at potentielt giftige planter eller stoffer, f.eks. rengøringsmidler og insektmidler, er uden for dens rækkevidde. Det er en god idé selv at kravle rundt i hjemmet for på den måde at se tingene i hjemme fra et "hvalpeperspektiv". Fjern alt, som din nye hvalp potentiel vil kunne være fristet til at tygge i eller sluge, og luk døre eller andre åbninger, den vil kunne fare vild eller sidde fast i. Det vil ikke kun gøre dit hjem mere sikkert, det vil også hjælpe med at undgå situationer, hvor du er bange for, at din hvalp er forsvundet.

Du skal være klar til at begynde at træne din hvalp, lige så snart du byder den velkommen første gang derhjemme. Hvis du planlægger at træne den i at bruge bur, skal du også have buret klar. Gør buret behageligt ved f.eks. at lægge tæpper derinde eller flytte en lille hvalpeseng derind. Men sørg for, at det er stort nok til, at den har masser af plads til at stå op, vende sig om og lægge sig ned. Introducer den langsomt til buret ved at lade døren stå åben og lade den udforske det på egen hånd. Du kan lokke den til at gå ind i buret ved at smide et stykke legetøj eller et par godbidder derind. Jo mere fortrolig den er med at opholde sig i buret og gå derind, desto lettere bliver det for jer begge under træningen.

Hvis du ikke vil anskaffe et bur til din hvalp, kan du afskærme et lille område i hjemmet, f.eks. et hjørne i køkkenet eller stuen, hvor den kan være sig selv og alene, så den ikke forstyrres af andre kæledyr og små børn derhjemme. Sørg for at lægge nogle underlag derinde til at opsamle og absorbere eventuelle "uheld", samt en hundeseng, en vandskål og noget legetøj, der passer til din hvalp. Dette område vil fungere som din hvalps helt egen base derhjemme. Med andre ord, et sikkert sted, hvor den kan starte og langsomt blive introduceret til evt. nye medlemmer af din husstand, og et sted hvor den kan trække sig tilbage, hvis den bliver overvældet eller har brug for lidt ro.

Ting, du får brug for

Der er en række forskellige ting, du er nødt til at anskaffe dig for at holde din hvalp glad og sund.

  • Vandskåle til hunde; almindelige køkkenskåle er ikke sikre for overgearede hvalpe.
  • Et par stykker legetøj eller puslespil til godbidder
  • Hvalpefoder af høj kvalitet og sunde hundegodbidder.
  • Friskt og rent vand.
  • Et halsbånd med hundetegn
  • En snor og eventuelt en hundesele til gåture. Hundeseler er praktiske til snortræning.
  • Et bur eller en transportkasse.
  • En hundeseng.
  • En hundebørste- eller kam.
  • Shampoo til hvalpe.
  • Negletrimmer, som er designet til hunde.
  • Hundetandbørste- og tandpasta til hunde.
  • Legetøj til hvalpe.
  • Bionedbrydelige hundeposer
  • En rejsetaske til at opbevare de vigtigste ting til din hvalp, når I er på farten.
  • Rengøringsmiddel til hjemmet (medmindre du er den allerførste hvalpeforælder i verdenshistorien, der aldrig oplever uheld i hjemmet - tillykke i så fald!).

Foder specielt til hvalpe

Hvalpe har andre behov for næringsstoffer end voksne hunde. Find et hvalpefoder af høj kvalitet, der er specielt udviklet til at understøtte hvalpes udvikling og vækst. Den rette fodermængde for din hvalp vil afhænge af faktorer som alder, størrelse og race. Det er en god idé at spørge din dyrlæge til råds i forhold til, hvor meget og hvor ofte du skal fodre din hvalp.

For nogle små racer gælder det, at frifodring er bedst, når de er i hvalpealderen for at sikre, at de får tilstrækkelig næring. Dværghunde og små hunderacer bliver hurtigere fysisk modne end større racer, og dermed kan de overgå til foder til voksne hunde og portioner i voksenstørrelse, når de er mellem 9 og 12 måneder.

Større racer kan være op til to år om at blive fysisk modne, og de har andre ernæringsbehov end små racer. De skal have hvalpefoder, der er specielt udviklet til store racer. Tal med din dyrlæge om, hvornår det er bedst at skifte foder for din hvalp, hvis den tilhører én af de store racer. Derudover skal de have flere måltider om dagen, og portionerne skal være kontrolleret og vejet for at undgå problemer som f.eks. oppustet mave. Hvis du har en hvalp fra en stor race, kan en struktureret foderplan se nogenlunde sådan her ud:

  • Seks til tolv uger gammel = fire måltider om dagen.
  • Tre til seks måneder gammel = tre måltider om dagen.
  • Seks måneder og opefter = to måltider om dagen.

Træning og socialisering

Brun australsk schæferhvalp tisser i græsset med andre hvalpe i baggrunden

Du skal træne din hvalp i at blive stueren med det samme. RSPCA forklarer, at hunde instinktivt er rene dyr, som vil forsøge at undgå at tilsmudse deres seng og området omkring den. Det kan derfor være en god idé at holde dem indespærret i et lille område eller i et bur, når du træner dem i at blive stuerene. Indfør en rutine og husk på, at små hvalpe typisk skal tømme deres blære hver anden time. Når din hvalp laver stort det rigtige sted, skal du sørge for at rose den og belønne den med en godbid.

Når det kommer til træning i at blive stueren og fastlæggelse af reglerne for korrekt opførsel, er det vigtigt, at du er tålmodig med din hvalp og er meget positiv, når du roser og belønner den. Det er generelt en god idé at undgå uønsket adfærd fra din hvalp ved at foregribe situationer, der kan føre til netop denne adfærd. Dette kan du f.eks. gøre ved ikke at give din hvalp mulighed for at komme i nærheden af sko, sokker eller andre genstande, den ikke må tygge på. Du må aldrig slå eller råbe af din hvalp. Det vil kun skræmme den og gøre den ængstelig og forvirret. Når den ikke opfører sig ordentligt, skal du forsøge at aflede dens opmærksomhed og få den til at stoppe med dens adfærd. Hvis den f.eks. tygger i noget, den ikke må tygge i, skal du få den til at tygge i noget legetøj i stedet for. Det er en rigtig god idé at tilmelde din hvalpe hvalpetræning så hurtigt som muligt. Ikke alene er er hvalpetræning et virkelig godt redskab for socialisering og læring i et kontrolleret miljø, men det giver dig også mulighed for at udvikle de færdigheder, der skal til for at træne din hvalp ordentligt.

Socialiseringstræning er nøglen til at god og ordentlig opdragelse af din hvalp. Du kan starte socialiseringstræningen med det samme ved at eksponere den for så mange nye mennesker, steder, lyde, lugte og oplevelser som muligt. Du bør også give den masser af muligheder for at interagere og socialisere med andre kæledyr, men det er vigtigt først at sikre, at alle dens hvalpevenner også er vaccineret og har gennemgået dyrlægetjek for at beskytte din hvalp.

Din hvalps sundhed

En af de første ting, du skal gøre, når du har fået en ny hvalp, er at aftale et sundhedstjek hos en dyrlæge. Hvis du ikke allerede har fundet en dyrlæge, så spørg rundt omkring for gode anbefalinger. Familie, venner og kolleger vil formentlig kunne anbefale dig en god dyrlæge.

Under dit første besøg vil din dyrlæge undersøge din hvalp for eventuelle sundhedsproblemer eller parasitter, og vedkommende vil sandsynligvis anbefale en plan for, hvordan I kan bekæmpe parasitter som f.eks. lopper, flåter og orme. Din dyrlæge vil også udarbejde en vaccinationsplan og rådgive dig om, hvornår du bør få din hvalp kastreret eller steriliseret. Dette er vigtigt, da det kan være med til at mindske risikoen for sundheds- og adfærdsproblemer, når din hvalp bliver ældre.

Hvis din hvalp ikke har fået alle dens hvalpevacciner, skal du sørge for, at den ikke kommer i kontakt med hunde, hvis vaccinationshistorik du ikke kender til og steder, hvor der er mange hunde, f.eks. hundeparker.

Din dyrlæge kan også give dig svar på alle spørgsmål eller bekymringer, du måtte have, om hvordan du plejer din hvalp ordentligt, som f.eks. hvilken type foder den skal have og hvor meget. Din dyrlæge eller dyrlægeassistent kan også rådgive dig om andre dele af god hvalpepleje som f.eks. tandbørstning og negleklipning, og hvis det er nødvendigt, kan vedkommende også vise dig, hvordan man gør det korrekt.

Ved første besøg hos dyrlægen, kan du evt. også allerede på dette tidspunkt planlægge din hvalps 6-måneders-tjek hos dyrlægen. Under 6-måneders-tjekket vil din dyrlæge kontrollere din hvalps vækst og udvikling for at sikre, at din hvalps helbred er, som det skal være. I nogle tilfælde vil din dyrlæge give dig tips til, hvordan du forbereder dig på at klare din hvalps ungdomsår, da de kan være udfordrende for nogle kæledyrsforældre. Det er også en god lejlighed til at tale om, hvad du kan forvente, når din hvalp vokser op og bliver voksen.

Hvalpeleg

Ud over træning og pleje har hvalpe brug for opmærksomhed og motion. Heldigvis er der mange måder at motionere din hvalp på og give den opmærksomhed, og de behøver ikke nødvendigvis indebære gåture i dit kvarter, små løbeture eller ture til hundeparken. Leg med din hvalp derhjemme er ofte nok til at opfylde dens behov for motion for at holde den sund og rask, og det vil også hjælpe med at opbygge et stærkt bånd mellem jer. Disse lege kunne f.eks. være apport, leg med reb og gemmeleg, som alle vil være effektive til at hjælpe med at frigøre din hvalps ophobede energi. Sørg for at tage 30-60 minutter ud af kalenderen hver dag til at lege med din hvalp, gå en tur med den eller lade den løbe rundt i haven.

Daglig pleje

Selv hunde, der ikke skal trimmes hver anden uge, har brug for at blive plejet. Hvis du starter med plejerutinerne af din hvalp, mens den stadig er helt lille, vil det gøre det meget nemmere for jer begge på sigt. Pleje omfatter, at du trimmer og børster din hvalps pels, at du børster dens tænder, at du klipper dens negle og at du bader den. Du kan fint finde en professionel frisør til at klippe din hund eller gå til dyrlægen for at få klippet negle, men uanset hvad du vælger, skal du træne den i at sidde stille, mens den bliver plejet. Væn din hvalp til følelsen af at få børstet sin pels. Dette er især vigtigt for hunde, der fælder meget eller har tendens til at få en mat pels. Det kan være en stor opgave at bade sin hvalp, så forbered dig så godt som muligt med masser af håndklæder og tøj, der gerne må blive vådt. Væn den langsomt til shampooen og vandet. Med tiden vil din hvalp blive mere tryg i dette, og det vil gøre hele badesituationen lettere. Og til sidst; det kan virke mærkeligt for mange kæledyrsejere at børste tænder på sin hvalp, men det kan altså være med til at beskytte dens mund meget effektivt. Her kan du læse nogle tips til, hvordan du vænner din hvalp til, at du børster dens tænder.

Det er ikke let at opdrage en hvalp, men det er et eventyr, der er fuld af dejlige oplevelser, og det vil skabe et dybt bånd mellem jer to, der vil vare hele livet. Med en masse tålmodighed og en god indsats, vil du kunne forvandle din ustyrlige hvalp til en sjov og kærlig ven - det er alle anstrengelserne værd.

Forfatterbiografi

Jean Marie Bauhaus, bidragsyder - foto

Jean Marie Bauhaus

Jean Marie Bauhaus er forfatter inden for skønlitteratur, freelance tekstforfatter og redaktør. Hun bor i Tulsa, Oklahoma Hun skriver jævnligt om kæledyr og sundhed i sit hjemmekontor, hvor hun assisteres af et mindre kuld pelsbabyer.

 

Anmeldt af Dr. Hein Meyer, DVM, PhD, Dipl-ECVIM-CA og Dr. Aileen Pypers, BSc, BVSc, PGDip

Relaterede artikler

Relaterede produkter