
Dr. Mark Morris Sr.
Dr. Morris blev født i 1901 og var en visionær person inden for klinisk ernæring. Han mente, at ernæring ville kunne bruges til at forbedre livet for hunde og katte med visse helbredsproblemer. På et tidspunkt, hvor det meste dyrlægearbejde drejede sig om landbrugsdyr, beskæftigede han sig med kæledyr og deres ejere og åbnede dyrehospitalet Raritan Hospital for Animals i Edison i New Jersey, USA, i 1928. På det tidspunkt var det kun det andet dyrehospital i USA, der udelukkende tog sig af små dyr.
Dr. Morris havde nogle nye ideer til håndtering af sygdom hos kæledyr. Han samarbejdede med dr. Jim Allison fra det biokemiske institut på Rutgers University om udviklingen af teknikker til at diagnosticere sygdom hos små dyr. Hans ideer var nye og blev ikke altid modtaget godt, men dr. Morris etablerede sig hurtigt som en ekspert i hunde- og kattefoder.

Han begyndte at samarbejde med Hill Packing Company i Topeka, Kansas, om at pakke hans foder og stiftede dernæst en velgørenhedsorganisation for små dyr. Morris Animal Foundation finansierer fortsat forskning i små dyr og vilde dyr og giver legater til dyrlægestuderende. I dag er det verdens største nonprofit-organisation inden for forskning i kæledyrs og vilde dyrs helbred, og organisationen har siden sin grundlæggelse i 1948 brugt næsten 50 millioner amerikanske dollars på forskning og legater.

Dr. Morris var gennem hele sit liv optaget af små dyr. Han var den første formand for American Animal Hospital Association (AAHA)og formand for American Veterinary Medical Association (AVMA). Han var ligeledes formand for et udvalg, der stod for at fastlægge ernæringsstandarder for hunde- og kattefoder, og dette arbejde blev senere grundlag for de standarder, der i dag bruges af Association of American Feed Control Officials (AAFCO).
Dr. Morris døde i 1993, 92 år gammel.