Find foder der passer til din hund eller kats specifikke behov
Find foder der passer til din hund eller kats specifikke behov
Find foder der passer til din hund eller kats specifikke behov
Hvis du overvejer at adoptere fra et dyreinternat, så har du måske en masse spørgsmål og tvivl, som f.eks: Hvordan foregår det helt overordnet? Kan jeg få min nye pelsede ven med hjem dagen efter? Vil der være en undersøgelsesperiode? Det er normalt at være nervøs og spændt, inden man skal have sin nye ven med hjem. Og det er ofte en rigtig god idé at forberede sig ved at skrive nogle spørgsmål ned, inden processen starter. Et besøg på et dyreinternat bør være et øjeblik fyldt med glæde og begejstring, og den bedste måde at sikre sig, at det bliver det, er ved at forberede sig på, hvad man kan forvente.
At forberede sig til det store besøg
Det første, du skal være klar over er, at det at adoptere et dyr ikke er det samme som at købe noget på internettet. Det kan godt være, at det lokale dyreinternat kan oplyse om deres dyrs profiler på hjemmesiden. Men det kræver tid at holde en hjemmeside opdateret, og det er ikke på alle dyreinternater, man har tid til dette. Derfor anbefales det ikke, at du bliver alt for vild med og bruger for meget tid på en bestemt hund eller katpå nettet. Derimod er det en god idé at tage hen på dyreinternatet for at få en fornemmelse af alle de dyr, der mangler et hjem.
Hvis der er mange dyreinternater i dit område, kan du forhøre dig hos venner og familiemedlemmer, der har adopteret et dyr for nylig. Hvis ikke du kender nogen, der har adopteret et dyr for nylig, kan du ringe eller sende en e-mail til det lokale dyreinternat for at aftale en tid, hvor du (måske sammen med hele familien) kan besøge dyrene og se, om I falder pladask for én af kattene eller hundene. Der er dog ingen garanti for at få lavet en aftale via et telefonopkald eller en e-mail. Dyreinternater er nemlig ofte bemandet med frivillige, som har meget travlt. Hvis dit lokale dyreinternat har angivet dets åbningstider på nettet eller på et skilt udenfor, kan du overveje at tage derhen, så du kan møde dyrene personligt.
Sørg for at gøre dit hjem klar, inden du tager derhen, hvis nu du skulle blive forelsket i én af de søde pelsede venner, så du kan tage din nye hund eller kat med hjem samme aften. Det er dog vigtigt, at du ikke træffer nogen forhastede beslutninger, når du skal adoptere et kæledyr. Det er generelt bedst at bruge en dag eller to og tage hjem og sove på det. De fleste internater giver mulighed for at tage et kæledyr med hjem i nogle dage, fordi de ved, hvor stor en beslutning det er at adoptere et kæledyr. Sørg for at hunde- eller kattesikre dit hjem, så både din nye hund eller kat og dine personlige ejendele er i sikkerhed. Derudover skal du have ting som foder, halsbånd, snor, kattegrus og andre ting klar, da disse ting er vigtige for at få en god start. Når du har fået fat i alt, du skal bruge, er du klar til at tage hen på dyreinternatet.
Hvordan forløber besøget?
Hvis man ikke har fundet en bestemt hund eller kat hjemmefra, som man gerne vil se, er det typisk, at man går gennem kennelområdet for at se dyrene som det første. Når du finder en hund eller kat, du bliver helt vild med, vil personalet på dyreinternatet tage den ud af sit bur og finde et rum til jer, hvor I kan lære hinanden at kende. Hvis du allerede på forhånd har fundet en hund eller kat, skal du fortælle det til receptionisten, så vil vedkommende straks præsentere dig for din mulige nye pelsede ven. Hvis du ikke er helt sikker på, hvad du går efter, og hvilket dyr der passer til dine behov, kan du tale med personalet om din husstand og om, hvorfor du har valgt at adoptere. Vedkommende vil helt sikkert kunne hjælpe dig med at finde et dyr, der er et godt match for dig.
Der er en rigtig god chance for, at du vil blive forelsket. Men der er én ting, du skal huske på!
Hvis der ikke er kemi mellem dig og dyret, må du ikke få dårlig samvittighed – især ikke hvis du gik derhen for at finde en bestemt hund eller kat, som du har set på nettet. Den vigtigste del af en adoption er at finde det rigtige dyr, ikke bare et hvilket som helst dyr. Hvis det dyr, du først havde i kikkerten, ikke passer til din familie, skal du ikke være bekymret. Den vil finde sit rette hjem på et andet tidspunkt. Hvis der ikke er nogen kemi, når du møder et dyr på internatet, vil medarbejderen (eller den frivillige) på internatet tage kæledyret med tilbage til kennelen og give dig mulighed for at møde andre dyr.
Men det kan også være, at du bare klikker fantastisk sammen med det første dyr, du møder. I så fald er det tid til at sige; Tillykke! Så er din familie lige blevet udvidet, og du har fundet en hund eller kat, som altid vil have en særlig plads i dit hjerte. Det første, du skal gøre, er at fortælle en medarbejder, at du gerne vil gå videre med adoptionsprocessen.
Nogle dyreinternater vil give dig lov til at fortsætte med at lege med dyret, mens de får styr på papirarbejdet. Andre dyreinternater vil bede dig om at komme direkte med hen på kontoret, så I kan få styr på papirarbejdet med det samme.
Det er påkrævet at fremvise billedlegitimation og en ansøgning samt at betale for adoptionen, inden man kan få dyret med hjem. Betalingen kan ligge på mellem ca. 350 til 2000 kr. alt afhængigt af dyreinternatet. Det er derfor en god idé at ringe til dem i forvejen for at få bekræftet prisen, hvis du har brug for at budgettere med udgiften på forhånd. Husk at bede om et sterilisationsbevis samt en detaljeret liste over vaccinationer og eventuelle andre medicinske oplysninger, hvis de er til rådighed. Disse oplysninger vil din dyrlæge være interesseret i.
Når alt dette er gjort og overstået, så vil du i de fleste tilfælde nu være klar til at tage dit dyr med hjem. Ved mange internater skal man dog vente et stykke tid efter besøget, før man kan tage dyret med hjem. Det sker relativt sjældent, men nogle gange vil dyreinternatet sende en repræsentant ud for at se, om dit hjem er egnet til adoption. Det kan være trist, hvis du havde forventet, at du kunne tage dit dyr med hjem med det samme. Hvis det er vigtigt for dig at kunne tage det med hjem med det samme, bør du ringe for at det afklaret.
Du skal regne med mindst at skulle bruge en time på dyreinternatet, og hvis du tager familien med (især børn), kan det sagtens tage længere tid.
Hvad/hvem skal du tage med?
Bør man tage familiemedlemmer med til en adoption på et dyreinternat? Dette varierer fra person til person og fra familie til familie. Hvis du er single, er der ingen grund til at tage nogen med dig til at hjælpe dig, medmindre du har brug for selskab og moralsk støtte. Hvis du har en partner, bør I begge være til stede, især fordi hunden eller katten har brug for at se jer begge som chefen.
Det gør det ikke nemmere at tage en hel familie med. Hvis du tager små børn med og de møder et dyr, de er helt vilde med, men som du ikke føler dig tryg ved at tage med hjem, så kan dine børn blive meget skuffede. Små børn er tit meget oppe at køre, når de møder dyr, og det kan forstyrre kemien, når du møder dyret første gang. Og endelig er det umuligt at vide, om katten eller hunden tidligere har vist aggressiv adfærd overfor børn, selv om dyret ikke viser tegn på dette.
Men der kan dog også være mange gode grunde til at tage hele familien med. For det første vil det nye kæledyr blive en del af ikke blot dit liv men hele din families liv. Du vil formentlig gerne sikre dig, at alle er enige, og at alle har en god kemi med det nye dyr. Dine børn vil helt sikkert værdsætte at være med til at vælge. Og endelig vil du føle dig mere tryg, hvis du på forhånd har set, at din hund eller kat leger godt sammen med dine børn.
Vigtige spørgsmål til adoptionen
Der er mange spørgsmål, som du bør huske at stille personalet, før du adopterer et dyr. For det første skal du prøve at få en afklaring på dyrets helbred. Har det døjet med fysiske problemer? Hvis det er tilfældet, skal du finde ud af, om dyret har brug for særligt foder eller særlig medicin. Du skal også være sikker på dyrets alder, da det vil hjælpe dig med at vælge det bedste foder og de bedste godbidder. Og endelig må du ikke glemme at spørge ind til dyrets adfærd. Du skal vide, om dyret har problemer med dominans eller aggressiv adfærd, især hvis der er børn i hjemmet. Derudover skal du finde ud af, om din nye ven har gode sociale evner sammen med andre dyr, hvis du har et andre dyr derhjemme.
Personalet på internatet vil også stille spørgsmål til dig. Deres mål er at sørge for, at dyrets nye hjem vil være et sikkert og kærligt miljø. De ønsker ikke, at hunden eller katten ender i flere forskellige hjem og kommer ind og ud af internatet gentagne gange. Du må ikke føle dig udspurgt, men fokuser på, at de blot vil hjælpe dyret. Alle de spørgsmål, de stiller, er vigtige for at hjælpe dem med at finde ud af, om du er den rette til dyret. Dyr kan ikke tale, og derfor fungerer personalet som dyrenes advokat for at sikre, at katte og hunde ender i hjem med gode familier og sunde relationer.
At besøge et dyreinternat og gennemføre en adoption på et dyreinternat er en meget stor ting. Tillykke med denne vigtige begivenhed, hvis du har haft succes.
Forfatterbiografi
Erin Ollila
Erin Ollila er en kæledyrsentusiast, der tror på ordets kraft og på, hvordan et budskab kan informere og endda ændre den tilsigtede målgruppes holdninger. Hendes forfatterskaber kan findes overalt på internettet og i trykte bøger. Hendes samlede forfatterskab omfatter interviews, ghostwriting, blogindlæg og kreativ non-fiktion. Erin er en nørd inden for SEO-området og alt, hvad der har med sociale medier at gøre. Hun er uddannet fra Fairfield University med en kandidatgrad i Creative Writing. Du kan kontakte hende på twitter, @ErinOllila, eller læse mere om hende på http://erinollila.com.