
Forstå din killing
Hvad prøver killingen at sige
Katte er gode til at fortælle dig, hvad de vil, enten højlydt eller via deres kropssprog. Det varer ikke længe, før du forstår, hvad killingen prøver at sige.
Miav
Du vil høre færre små "mjav" fra killingen, når den bliver større, men i stedet lærer du at forstå den mere voksne, tydelige mjaven. En lav miaven betyder som regel, at katten har det ubehageligt eller er utilfreds af en eller anden grund. Mjaven i en højere tone betyder, at katten er mere tilfreds, og hvis den bliver ved at gentage det, prøver hun at tiltrække sig din opmærksomhed. Du lærer, hvad killingen prøver at sige: "sæt mig ned", "jeg er sulten", "giv mig kærlighed"!
Interessant nok er miaven sjældent rettet mod andre katte, men næsten altid kun mod mennesker. Så spids ører, den taler til dig!
Spinden
Spinden er som regel et tegn på tilfredshed, selvom det ikke altid betyder glæde. En syg eller angst kat giver sig somme tider til at spinde som trøst. Men som regel, når killingen gnider sig mod dig og spinder højt, er det et tegn på kærlighed, eller at den beder om noget, for eksempel mad.
Hvæsen og knurren
Hvis du hører det, har du med en skræmt, lille killing at gøre. Den prøver at indgyde sig selv mod ved at lyde farlig, så den kan beskytte sig selv. Du hører den som regel hvæse og knurre, når den står over for andre dyr.
Gniden
Når killingen gnider sit hoved mod dig, afgiver den duftstoffer, feromoner. Det er hormoner, som udskilles i kattens kinder. Det er et godt tegn og betyder, at den har det rigtig godt sammen med dig og viser, at den godt kan lide dig.
Halen sladrer
En kats hale er et glimrende tegn på dens følelser. En glad killing holder halen lige i vejret, mens den stikker halen imellem benene, hvis den er bange. Hvis en voksen kat vifter med halen fra side til side, betyder det irritation eller utålmodighed. Hvis katten er meget ophidset, bevæger halen sig hurtigt fra side til side. Det er en tydelig, truende adfærd. Hvis halen dirrer, er det et sikkert tegn på, at killingen er ophidset og nysgerrig.
Rejste ører er også et tegn på interesse for omgivelserne. Hvis de står op og er bøjet forover, er killingen afslappet og venlig. Men hvis ørerne lægger sig fladt ned mod hovedet, er det et tegn på aggression, så de holdes af vejen, hvis der skulle opstå kamp.
Killingen "ælter"
Det er meget almindeligt at se killingen ælte det sted, den skal til at slå sig ned på. Bevægelsen er tegn på tilfredshed og stammer fra den tid, da den diede sin mor og æltede dievorterne for at øge mælkestrømmen.
Kattens vaner bliver mere og mere sære
Der er ikke tvivl om, at katte har nogle sære vaner. Har du nogensinde prøvet at læse en avis, som ligger på bordet, mens katten er i nærheden? Den springer op på bordet og lægger sig ned midt på avisen og ser, om du tør flytte den. Du får ikke lov til at skifte avisen ud med noget som helst. Du kan godt glemme at prøve at lokke den op på en dejlig pude eller stol. Og hvorfor mon? Når katten ligger på avisen, har du dens fulde opmærksomhed.
Hvis killingen ruller om på ryggen og strækker benene, viser den, at den er fuldstændig underdanig og har tillid til dig. Den beder om opmærksomhed. Og når den hopper op på dit skød og lægger sig tilfreds til rette, er der ingen tvivl om, hvordan den betragter sit nye miljø.