Tjekliste til en ny killing: Sådan giver du din killing den bedste start

minutters læsetid

En orange killing sidder på sin ejer og kigger opmærksomt på ham

Find foder der passer til din hund eller kats specifikke behov

Find foder der passer til din hund eller kats specifikke behov

Find foder der passer til din hund eller kats specifikke behov

Tillykke! Du skal snart byde en killing velkommen i din familie og forhåbentlig påbegynde et langt og smukt venskab. Det er vigtigt at være velforberedt, men tjeklisten til nye killinger handler ikke kun om, hvilke ting du skal have købt før dens ankomst. Det begynder længe før

I skal være de rette for hinanden

Katte bliver ofte mere end 15 år i dag, så at anskaffe sig en killing skal tages alvorligt, da det er et langvarigt engagement! Katte ses ofte som selvstændige dyr, der har brug for meget mindre af din energi end hunde, men de har stadig brug for masser af tid og opmærksomhed, og de koster flere penge, end du måske forventer. PDSA anslår, at en gennemsnitlig kat koster mindst 96.500 kroner i løbet af sin levetid, hvilket er en betydelig sum i enhver husholdning. Sørg for, at du har tid, plads, energi og penge, før du tager en killing til dig.

Husk, at katte har mange adfærdsmæssige behov, såsom at kradse, klatre og jage, hvilket nogle ejere har svært ved at tolerere. Vær sikker på, at en kat er det rigtige kæledyr for dig og din familie.

Få et godt forspring

De fleste af os får en killing, fordi vi ønsker en kærlig og sjov tilføjelse til familien. Killinger skal vokse op i omsorgsfulde omgivelser samt socialiseres og tilvænnes af opdrætteren fra en meget ung alder. Det betyder, at man skal give dem positive oplevelser med voksne og børn, med at blive rørt ved og med lyde og lugte i et familiehjem. Undersøg altid din opdrætter, og stil masser af spørgsmål. Køb aldrig en killing uden at have set moderen. Hvis du tager en killing fra et adoptionscenter, vil et velrenommeret center give dig masser af information og ligeledes stille dig en masse af spørgsmål.

Ting, du skal bruge, før din killing kommer hjem

At forlade sin mor og flytte til et nyt hjem er en stressende oplevelse for enhver killing. Hvis du kan give opdrætteren et tæppe et par uger i forvejen, vil killingen allerede være fortrolig med lugtene i sit nye hjem, når den ankommer, og den vil føle sig bedre tilpas fra starten. Du kan også spørge din dyrlæge om feromondiffusorer, som du kan installere, inden killingen kommer. De kan hjælpe katte og killinger med at føle sig mere afslappede i et nyt miljø.

De ting, du skal købe, er bl.a:

  • Transportkasse. Transporter aldrig en kat eller killing løs. Brug en robust transportkasse, helst med en åbning på toppen.

  • Tæpper og senge.

  • Killingefoder. Sørg altid for at få nok mad fra opdrætteren eller adoptionscentret til mindst en uge, for at undgå en pludselig ændring og en urolig mave. Spørg din dyrlæge, hvilket foder der er bedst til killinger, og hvordan du gradvist skifter fra det ene til det andet.

     

  • Skåle til mad og vand. Det kan være en god idé at inkludere en puslespilsmadskål for at gøre måltiderne mere spændende.

  • Kattebakke og -grus. Prøv at undgå kattegrus, der støver. Ideelt set bør du have en kattebakke mere, end du har katte, så du har brug for mindst to. De skal placeres på rolige, afsondrede steder og langt væk fra mad og vand.

  • En kam eller børste, der er skånsom og egnet til pleje af en killing.

  • Kradsetræer eller -puder. Katte har et medfødt behov for at væsse klør. Det holder deres kløer i god stand, styrker musklerne og markerer deres territorium. Hvis du ikke sørger for at have et kattetræ, vil de i stedet kradse i dine møbler. Valget er dit!

     

  • Halsbånd. Mange dyrlæger bryder sig ikke om halsbånd til katte, da de kan forårsage skader, men det kan være lovpligtigt, der hvor du bor. En mikrochip, som er obligatorisk i nogle lande, er en meget bedre måde at identificere din kat på permanent. Din dyrlæge vil kunne rådgive dig om, hvornår og hvordan du skal gøre det.

  • Legetøj. Leg er vigtig for at hjælpe din killing med at få styrke og smidighed, og det er også en god måde at knytte dit bånd til den på. Køb forskelligt legetøj, og skift det ud, så det bliver ved med at være interessant.

  • Kattelem. Din killing kommer ikke til at gå udenfor det første stykke tid, men hvis du anskaffer en kattelem og sørger for at få den installeret, så er du forberedt, når den er klar til at udforske verden udenfor. Der er stor forskel på landes holdning til fritgående katte på grund af risikoen for katten og også det lokale dyreliv, så om og hvornår du lukker din kat ud, kan afhænge af hvor du bor. Husk dog, at indendørslivet også kan være en væsentlig årsag til stress hos mange katte. Tal med din dyrlæge, hvis du er i tvivl om fordele og ulemper.

Den varmeste velkomst

Du og din familie er måske meget spændte på den lille killings ankomst, men husk, at det er meget mere skræmmende for den. Sæt den i ét rum til at begynde med, med dens mad, vand og en kattebakke (langt væk fra mad og vand), og prøv at lade den være i fred. I starten er det helt naturligt, at den vil gemme sig. Lad den udforske de nye omgivelser i sit eget tempo. Sid stille i rummet og læs en bog eller noget andet, der kan distrahere dig, og lad den komme til dig. Det kan tage et par dage.

Husk på, at hvis du allerede har en kat, kan den godt være meget vant til at have stedet og dig for sig selv. Mange katte, især voksne, synes, at en ny kat eller killing i huset er meget stressende. Tal med din dyrlæge eller en autoriseret dyreadfærdsbehandler om den bedste måde at introducere dem på, og hvad du kan forvente.

Uanset omstændighederne skal du være tålmodig, rolig og blid, når din killing ankommer, så I kommer godt fra start! God fornøjelse!

Anmeldt af Dr. Hein Meyer, DVM, PhD, Dipl-ECVIM-CA