Alopecia og hårtab hos hunde: Årsager og behandling

Udgivet af
minutters læsetid

Find foder der passer til din hund eller kats specifikke behov

Find foder der passer til din hund eller kats specifikke behov

Find foder der passer til din hund eller kats specifikke behov

Hårtab hos hunde - også kendt som alopecia - er almindeligt og normalt ret synligt. Hårtab kan forekomme på et enkelt sted, i pletter eller over hele kroppen. Hvis du har en hund, der taber hår, undrer du dig måske over hvorfor, og om du skal søge råd hos din dyrlæge. Der er mange ting, der kan få en hund til at tabe håret, men det er sandsynligt, at din nu knap så pelsede ven er ved at blive skaldet på grund af én af de fem mest almindelige årsager.

Person aer hund som taber håret i store klumper

1. Sæsonbestemt fældning

Nogle gange er tilsyneladende ekstremt hårtab hos hunde bare normal fældning. Hunde taber pels, når de enkelte hår bliver gamle eller beskadigede, eller når vejret bliver varmt. Mange hunde fælder året rundt, især fordi så mange nu bor indendørs med centralvarme. Nogle racer, f.eks. huskyer og labradorer, har en tyk vinterpels, som de taber om foråret. Sæsonbestemt fældning reduceres ofte, hvis du bor i et moderat klima. Hvis fældningen er ude af kontrol, kan børstning af din hund to eller tre gange om ugen hjælpe med at fjerne og kontrollere de overskydende hår.

2. Bakterie- og svampeinfektioner

Bakterier og gær er normale indbyggere i hundens hud, men nogle gange kan de vokse ud af kontrol og skabe en infektion. Bakterie- eller svampeinfektioner i huden kan medføre hårtab, fedtet hud, rødme, kløe og lugt. Nogle gange forårsager bakterielle infektioner bumselignende pustler.

Hunde kan også få ringorm, som er en svamp (faktisk ikke en orm!) der forårsager hårtab og små områder med infektion. Røde, kløende eller skællende pletter er grund til at tage en tur til dyrlægen. Din dyrlæge vil foretage en fuld undersøgelse, anbefale nogle tests og ordinere antibiotika eller svampedræbende midler til behandling af infektionen, hvis det er nødvendigt.

3. Skab og andre parasitter

Skab er en fællesbetegnelse for kløende hudinfektioner forårsaget af mider. Mider er mikroskopiske væsener, der lever på hudens overflade eller i hårsækkene. De forårsager hårtab og kløe ved at grave eller tygge i huden. Nogle mider, f.eks. fnat, er ekstremt smitsomme for både mennesker og andre hunde, påpeger Merck Veterinary Manual. Andre mider, f.eks. demodexmider, er ikke smitsomme, men forårsager stadig hårtab og kan kræve behandling.

Lopper er en meget almindelig årsag til, at en hund taber hår. Lopper kan få hunde til at klø sig så meget, at de kradser deres hår af. Placeringen af hårtabet kan være et godt fingerpeg, da lopper har en tendens til oftest at forårsage kradsen omkring hovedet, halsen og haleroden.

Lopper og visse mider er ekstremt smitsomme, så de parasitter, du finder på din hund, kan allerede have spredt sig til dit hjem og andre dyr i husstanden. Hvis du finder tegn på mider eller lopper, kan din dyrlæge ordinere en antiparasitær behandling og give dig tips til at befri dit hus for skadedyr. Husk, at de fleste mider ikke kan ses med det blotte øje, og lopper tilbringer det meste af deres tid i dine bløde møbler, så bare fordi du ikke har set parasitter, betyder det ikke, at de ikke er årsagen til din hunds hårtab. 

Corgi i grøn sweater kradser sit øre.

4. Allergier

Hunde kan udvikle allergi ligesom mennesker, og nogle af de mest almindelige tegn er kløende hud og hårtab. De mest almindelige allergier hos hunde er:

  • Miljøallergi (atopisk dermatitis eller atopi) over for irritamenter som pollen, skimmelsvamp og støvmider

  • Loppeallergi

  • Foderallergier

Hvis din dyrlæge har mistanke om allergi, kan pågældende anbefale loppekontrol, medicin mod kløe, at undgå allergener eller en fodertest for at udelukke fødevareallergi.

Foderallergi kan kun diagnosticeres ved at køre en fodertest i mindst 10-12 uger. Hvis din dyrlæge påbegynder en fodertest for din hund med en måltidsplan med begrænset indhold af ingredienser eller med terapeutisk foder, er det vigtigt at sikre, at din hund ikke spiser andet, mens testen står på. En godbid eller en stjålen bid kylling kan forstyrre resultaterne. Hvis den underliggende årsag er allergi, og den behandles korrekt, bør din hunds hår vokse ud igen, og kløen bør stoppe.

5. Underliggende medicinske tilstande

Hvis en hund taber hår over hele kroppen eller på bestemte steder, især hvis den ikke klør, kan der være tale om en underliggende sygdom. Huden er kroppens største organ, og den kræver enorme mængder næringsstoffer og velfungerende kropsprocesser for at holde sig sund. Hvis din hund har en underliggende sygdom, kan hud- og hårforandringer være det første tegn på problemer.

Hormonelle tilstande som hypothyroidisme, binyrelidelser eller væksthormonforstyrrelser kan alle få en hund til at tabe håret. Hvis din dyrlæge har mistanke om et indre problem som årsag til hårtabet, kan pågældende anbefale laboratorieundersøgelser og eventuelt røntgen- eller ultralydsbilleder for at fastslå årsagen.

Overdreven fældning kan også være forårsaget af stress, dårlig ernæring, drægtighed eller diegivning. Hvis du mener, at din hund fælder mere end normalt, eller hvis hunden er ved at udvikle skaldede pletter, skal du bestille tid hos din dyrlæge. Den behandling, dyrlægen ordinerer, afhænger af din hunds diagnose og øvrige helbredsbehov.

En hund, der taber hår, skal til dyrlægen, men tilstanden kan ofte afhjælpes med en simpel ændring i foder eller medicin. Det kan tage tid at komme til bunds i hårtab, da der er mange potentielle årsager, så arbejd sammen med din dyrlæge, og prøv at være tålmodig, mens de udelukker eller bekræfter ting. Hvis du sørger for regelmæssig pelspleje og børstning og ved, hvad der er normalt for din hund, kan du spotte de tidligste tegn på et problem.

Forfatterbiografi

Dr. Sarah Wooten

Dr. Sarah Wooten

Dr. Sarah Wooten dimitterede fra UC Davis School of Veterinary Medicine i 2002. Dr. Wooten, der er medlem af American Society of Veterinary Journalists, deler sit professionelle virke mellem en smådyrspraksis i Greeley, Colorado, foredrag om tilknyttede emner, ledelse, kundekommunikation og artikler. Hun nyder at campere med sin familie, stå på ski, dykke og deltage i triatlon.

 

Underlagt review af Dr. Hein Meyer, DVM, PhD, Dipl-ECVIM-CA og Dr. Emma Milne BVSc FRCVS