Find foder der passer til din hund eller kats specifikke behov
Find foder der passer til din hund eller kats specifikke behov
Find foder der passer til din hund eller kats specifikke behov
At eje en hund kan være en af livets store glæder, og folk anskaffer sig hunde – fra unge, friske hvalpe til adopterede guldklumper, der er klar til at tilbringe deres sidste år i et kærligt hjem. Uanset hvor gammel din hund er, er ernæring en af de vigtigste ting at vide noget om – og at gøre rigtigt. God ernæring skaber sunde knogler og muskler, men det kan også gøre en forskel for hjernens og organernes udvikling og endda påvirke evnen til at træne.
Alle dyr og mennesker gennemgår forskellige livsfaser. I takt med at vores hunde vokser og udvikler sig og derefter begynder at blive ældre, ændrer deres ernæringsmæssige behov sig. Det er vigtigt, at vi som hundeejere anerkender disse livsfaser og ændrer deres mad i overensstemmelse hermed for at holde dem slanke, sunde og i god form. Hundefoder tilpasset din hunds livsfaser, vil ændre sig sammen med din hund alder. Det er vigtigt, at du forstår, hvad dit nye familiemedlem har brug for fra hvalpe- til senior-alderen.
Hvad er hundens ernæringsmæssige behov?
Hunde elsker at lege med deres ejere og gå på opdagelse, og de har brug for masser af energi til det! Næringsstoffer er stoffer der optages fra fødevarer og de bidrager som energikilde til kroppen og vitale kropsfunktioner. De er afgørende for et dyrs vækst og de betragtes som vedligeholdelsesværktøjer, der sørger for, at din hunds sundhedsmæssige tilstand er optimal. Ligesom din bil har brug for berændstof (og anden vedligeholdelse) for at køre, har din hund også brug for mad til at holde sig kørende.
Der findes forskellige typer af næringsstoffer, som din hund har brug for i sin kost: proteiner, fedtstoffer, kulhydrater, vitaminer, mineraler og vand. Hvis du vælger et komplet og afbalanceret foder, der indeholder disse næringsstoffer, hjælper du unge hunde med at vokse og ældre hunde med at holde sig sunde. Hundens livsfaser kan groft inddeles i følgende:
Hvalpe – nyfødte hvalpe (0-8 uger)
Små/mellemstore racer 2-12 måneder, store/kæmpestore racer 2-12/18 måneder
Voksne hunde
Små/mellemstore racer 1-6 år, store/kæmpestore racer 12/18 måneder til 5 år
Ældre hunde
Små/mellemstore racer 7-10 år, store/kæmpestore racer 6-8 år
Seniorhunde
Små/mellemstore racer over 11 år, store/kæmpestore racer over 9 år
Nyfødte hvalpe
I de første mange uger af en hvalps liv får den al sin næring fra modermælken. Det er også vigtigt for dens immunforsvar, fordi antistoffer fra moderen også beskytter hvalpene. Men hvis moren er syg eller hvalpene er forældreløs skal der gives mælkeerstatning specielt egnet til de unge hvalpe. I disse tilfælde kan din dyrlæge fortælle dig, hvordan du vælger en erstatning, og hvordan du fodrer nyfødte hvalpe, som ikke får mælk fra deres mor.
Til sidst vil de naturligt begynde at vænne sig fra deres mors mælk og begynde at kunne fordøje fast føde. Under diegivningen skal hvalpenes mor fodres med hvalpefoder ad libitum, så hun får alle de kalorier og den næring, hun har brug for til at opretholde sig selv og sine hvalpe. Det kan være vådt eller tørt, så længe det er komplet og afbalanceret. Efterhånden som hvalpene vokser, vil de naturligt begynde at udforske maden og efterligne deres mor. Hvis moderen får tørfoder, hjælper det hvalpene at lægge det i blød før fodring, imens deres tænder er meget små. Efterhånden som hvalpene vokser, vil de begynde at spise mere og mere fast føde og få mindre mælk. Mor bliver også hurtigt træt af dem og begynder at trække sig væk for sig selv i længere tid. Normalt vil de fleste hvalpe være fravænnet og klar til at komme ud til deres nye hjem, når de er omkring 8-9 uger gamle.
Hvalpe (2-12 måneder)
Når hvalpene er vænnet fra, får de al deres næring fra almindeligt hundefoder, så sørg for at vælge noget, der både er velsmagende og sundt. Vækst og udvikling er hårdt arbejde, og hvalpe kræver og bruger meget energi, så unge hundes ernæringsbehov omfatter øget protein, højere kalorietæthed og visse andre næringsstoffer som fedtsyrer og calcium for at understøtte sund vækst og organudvikling. Hvalpes maver er relativt små, så de har brug for flere små måltider om dagen. Din dyrlæge kan vejlede dig om antallet af måltider i forhold til dens alder. Nogle mennesker går ned til to måltider i voksenalderen, men der er ingen grund til, at de ikke kan spise mere, så længe de opdeler deres rationer og holder sig slanke.
Hunde findes i mange forskellige størrelser nu om dage, og ikke alle hunde er ens, når det gælder ernæring. Store racer er generelt dem, der sandsynligvis kommer til at veje over 25 kg som voksne. Disse hunde skal vokse langsommere end hunde af små racer for at holde deres led og knogler sunde. Sørg altid for at vælge hvalpefoder til store racer til disse hunde. Spørg din dyrlæge, hvis du er i tvivl.
Du kan helt sikkert forvente, at din hvalp vil lege med sin mad i begyndelsen. Måltiderne vil i starten i høj grad være en form for leg, men senere vil den unge hund se frem til at nyde smagen og fornemmelserne ved at tygge maden. Som vi sagde i starten kan det hjælpe at fugte tørfoderet en smule, da det vil gøre det mere behageligt for din hund at tygge det.
Det er meget vigtigt med regelmæssige vægtkontroller gennem hele livet, men især fra fødslen til voksenalderen. Det er vigtigt at sikre, at din hvalp vokser ordentligt og ikke for hurtigt. Vækstdiagrammer er virkelig nyttige til dette. Det er også vigtigt, at du regelmæssigt får tjekket vægt og kropsbygning hos din dyrlæge for at sikre, at din hvalp holder sig slank. Slanke hvalpe har en tendens til at blive slanke som voksne og omvendt, så det er godt for et livslangt godt helbred at holde dem slanke.
Voksne hunde (1-6 år)
De fleste små og mellemstore hunde når voksenstadiet omkring deres første år. I denne fase af livet har hunde brug for næring til vedligeholdelse, så det er vigtigt at skifte til voksenfoder på det tidspunkt. Meget store og kæmpestore racer kan være op til 18-24 måneder om at udvikle fuldt udvoksede skeletter, så spørg din dyrlæge, hvornår det er det rigtige tidspunkt at skifte fra hvalpefoder til voksenfoder.
En voksen hunds foder er baseret på størrelse og aktivitetsniveau, så en ekstremt aktiv hund vil have andre ernæringsmæssige behov end en mindre aktiv skødehund. Forestil dig forskellen i kaloriebehov mellem en person, der sidder ved et skrivebord hele dagen, og en maratonløber!
Hvis du er i tvivl om, hvor meget foder du bør give din hund, er det bedst at spørge dyrlægen til råds. Husk, at du aldrig bør overfodre din hund.
Når du har valgt den type foder, der passer bedst til din hund, skal du huske, at der også findes andre faktorer, f.eks. temperaturen, som påvirker din hunds ernæringsbehov. Meget varme og kolde temperaturer vil øge din hunds energibehov, og derfor har den brug at spise mere. Hvis din hunds aktivitetsniveau ændrer sig, det kunne være at du begynder at træne med din hund, vil der også være behov for at ændre i din hunds foderplan.
Voksne hunde har ikke brug for de samme næringsstoffer til at hjælpe dem med at vokse, som de havde i hvalpe-alderen. Derfor er det bedste hundefoder til din voksne hund et foder, der er specielt sammensat til dens behov som voksen hund. Hvis du fortsætter med at fodre din voksne hund med hvalpefoder, når den er nået den størrelse og alder, hvor den ikke vokser mere, kan det føre til vægtproblemer, da hvalpefoder har tendens til at have et højt indhold vækstbaserede næringsstoffer og for mange kalorier for mange voksne hunde.
Modne hunde (7-10 år)
Igen varierer denne livsfase afhængigt af racen. Generelt gælder det, at jo større hunden er, jo kortere er levetiden. Så en grand danois kan blive betragtet som senior i en alder af 7 år, mens en 15 kg tung krydsning vil blive betragtet som kun lige udvokset. Spørg din dyrlæge til råds om din hunds livsfase.
Denne livsfase bliver ofte overset. Selvom din hund i denne alder ofte har mange år tilbage og stadig er meget aktiv, så har du måske bemærket, at den begynder at gå lidt langsommere, og at den ikke holder til at lege lige så længe som tidligere. På dette punkt er hunde ikke anderledes end mennesker. Hunde bliver ligesom mennesker langsommere med alderen, så det er vigtigt at fodre din hund med foder, der opfylder dens behov som moden hund. Da din hund bliver langsommere i denne fase af sit liv, har den brug for flere næringsstoffer, der hjælper til at holde dens organer, knogler og muskler sunde. Foder, som er sammensat efter de behov, din hund har i denne alder, vil holde den ung og aktiv.
Med stigende alder falder kaloriebehovet generelt. Mange mennesker bemærker, at de rammer 40, og pludselig synes alt at resultere i øget vægt! Det er det samme for voksne hunde. Foder til denne livsfase har normalt et lavere kalorieindhold, men et højere fiberindhold, så din hund stadig føler sig mæt og tilfreds. Igen er de regelmæssige vægtkontroller virkelig vigtige. Ikke kun så du kan justere dens ration, men også så du kan se tidlige tegn på problemer, f.eks. overvægt. Det er også vigtigt at få øje på vægttab ved disse kontroller. Vægttab kan være det allerførste subtile tegn på mange sygdomme hos ældre hunde, så det kan faktisk være en livredder at opdage det tidligt.
Seniorhunde (10+ år)
En hund når typisk senior-alderen omkring 10-års alderen, men det kan variere alt efter størrelsen og racen. Alle hunde er forskellige og unikke, så sørg for at spørge din dyrlæge til råds, om den har nået eller nærmer sig sine seniorår.
Når din hund bliver ældre, vil dens ernæringsbehov ændre sig i takt med dens krop. For eksempel sænkes stofskiftet ofte betydeligt, så mange seniorhunde har ligesom voksne hunde ikke brug for foder, der er rigt på kalorier. Seniorfoder tager højde for dette og er specielt sammensat til at hjælpe med at opretholde din hunds normale kropsfunktioner og mobilitet. Nogle ældre hunde kan have svært ved at holde vægten. Nogle gange skyldes det, at de simpelthen taber fedt, men ofte skyldes det, at de taber muskelmasse. Det er en tilstand, der kaldes sarkopeni, og som kommer med alderen på samme måde som hos mennesker. At miste muskelmasse kan være problematisk, fordi din hund kan blive svagere og komme ind i en ond cirkel af muskeltab og svaghed. Din dyrlæge kan foretage forskellige målinger for at se, om din hund taber fedt eller muskelmasse, og kan derefter anbefale det helt rigtige foder til netop din hund.
Det er i de senere modne og ældre livsfaser, at hunde kan begynde at få aldersrelaterede lidelser som f.eks. ledsygdomme eller organproblemer som hjerte- eller nyreproblemer. Seniorhunde kan også opleve, at hjernen ældes, ligesom mennesker gør. Der findes mange terapeutiske diæter med specielt tilpassede ernæringsprofiler, som kan gøre en stor forskel for din hunds livskvalitet og livslængde. Spørg din dyrlæge om disse muligheder, hvis du mener, at din hund kan have gavn af det.
At vælge hundefoder, som passer til hver livsfase
Det behøver ikke være et svært valg at beslutte, hvilket foder der passer bedst til din hund. Hvis du har brug for hjælp til at vælge mellem de mange muligheder, er det en god idé at starte med at indsnævre til udvalget til din hunds aldersgruppe. Kontakt derefter din dyrlæge for at forhøre dig om, hvilke individuelle overvejelser du skal gøre dig i forhold til din hunds kost. Dyrlægen vil tage udgangspunkt i din hunds race, størrelse, helbred og energiforbrug, når vedkommende hjælper dig med at træffe det rigtige valg.
Mange elsker deres hund så højt, at de gerne vil forkæle den med godbidder og snacks. Bare husk at give den sunde hundegodbidder, når du træner din hund. Godbiddere bør ikke udgøre mere end ti procent af din hunds kost. Og glem ikke at have frisk, rent vand til rådighed for din hund hele tiden.
Forfatterbiografi

Erin Ollila
Erin Ollila er en kæledyrsentusiast, der tror på ords kraft, og på hvordan et budskab kan informere og endda ændre holdninger. Hendes tekster findes overalt på internettet og i trykt format. Du kan kontakte hende på twitter, @ErinOllila, eller læse mere om hende på http://erinollila.com.
Bedømt af Dr. Hein Meyer, DVM, PhD, Dipl-ECVIM-CA og Dr. Emma Milne BVSc FRCVS