Find foder der passer til din hund eller kats specifikke behov
Find foder der passer til din hund eller kats specifikke behov
Find foder der passer til din hund eller kats specifikke behov
Der sker meget i løbet af en killings første år. Det kan være svært at tro, at ens lille, søde killing, der kan ligge i ens håndflade, bliver til en fuldvoksen og stor voksen kat på kun 12 måneder. Et almindeligt vækstdiagram for kattekillinger viser, at de fleste – og de mest fantastiske – ændringer sker i løbet af de første 8 uger. Tag et kig på denne tidslinje for kattekillinger for at finde ud af, hvornår du kan forvente, at din killing når bestemte milepæle på sin rejse mod at blive en kat.
Diagram over 1-3 vigtige milepæle i killingers alders
Øjne og ører
Killinger kommer til verden med lukkede øjne og ører og tilbringer den første uges tid af deres liv som blinde og døve. Ifølge Cats Protection begynder deres øjne og ører at åbne sig i løbet af 2. uge, men deres syns- og høreevne er på dette tidspunkt endnu ikke særlig god. På dette tidspunkt er det en god idé at holde dem væk fra skarpt lys og høje lyde. Killinger fødes med blå øjne, men øjnene kan faktisk begynde at skifte farve fra 3. uge. Det er også på dette tidspunkt, at deres ører begynder at blive mere spidse og pege opad, hvilket starter fasen, hvor de bliver introduceret til en helt ny verden fyldt med lyd.
Begynder at lave lyde
Kattekillinger begynder at lave små "miav-lyde" et par dage efter fødslen. De laver disse lyde for at fortælle deres mor, at de er sultne eller kede af det, fortæller Cats Protection. Herfra går der typisk et par uger, før de begynder at spinde. Killinger har en tendens til at blive mere højlydte, når de begynder at gå, lege og udforske deres omgivelser.
Killingers ernæring
Killinger får, ligesom alle pattedyr, al deres ernæring af deres mors mælk efter fødslen. Hver art har udviklet sig til at producere mælk, der leverer den helt rigtige balance af næringsstoffer. Nogle arters mælk har et højere fedtindhold, andre et højere proteinindhold, afhængigt af artens behov.
Den første mælk, der produceres, er virkelig vigtig, da den indeholder 'colostrum'. Det indeholder antistoffer og andre næringsstoffer, som hjælper med at støtte killingernes immunsystem i de første par uger efter fødslen. Det er vigtigt, at moderen er fuldt beskyttet af vaccination for at sikre, at hun videregiver den maksimale immunitet til sine unger.
Killingerne ælter moderens mælkekirtler for at stimulere mælkeproduktionen. Kattens æltende bevægelser fortsætter ind i voksenalderen og giver dem en følelse af tryghed, lidt ligesom børn, der sutter på deres tommelfingre.
3-7 uger i diagrammet over killingens alder: gåture, fravænning og brug af kattebakke
Omkring 3-ugers-alderen er normalt der, hvor killingerne begynder at tage deres første vaklende skridt. De starter vakkelvornt og usikkert, men efterhånden som balancen begynder at blive bedre i løbet af den 4. uge, bliver de mere selvsikre og ivrige efter at udforske deres omgivelser. Når killingen efter 5-6 uger har fået tilstrækkeligt med selvtillid til at bevæge sig rundt, begynder dens energiske, legesyge og nysgerrige natur at dukke frem. I løbet af 4.og 5. uge af killingens tidslinje begynder dens balance blive bedre. Det er almindeligvis, når opdrætteren begynder at introducere dem til kattebakke. Killinger lærer typisk, hvad de skal gøre, ved at se på deres mor – selvom det er en proces, og der vil ske uheld.
Killinger kan begynde at få fast føde fra 3. uge, men fravænning er en gradvis proces, der kan tage et par uger. Cats Protection anbefaler, at man fodrer den diegivende mor og hendes killinger med det samme fuldfoder til killinger i den tidlige fase af fravænningen for at hjælpe med overgangen. Selvom de spiser det samme foder, bør man servere foderet som vådfoder eller opblødt tørfoder, når fravænningsprocessen starter.
Under diegivningen skal killingenes mor fodres ad libitum for at sikre, at hun har nok energi til sig selv og sine voksende unger. Killinger vil naturligt begynde at udforske mors mad, og efterhånden som deres kaloriebehov og sult vokser, vil de naturligt begynde at spise mere killingefoder.
Når killingen er 6-8 uger gammel, er den færdig med overgangen til fast føde, og bør derefter udelukkende blive fodret med killingefoder af høj kvalitet. Det anbefales, at man følger producentens retningslinjer på emballagen og vejer killingens foder med en nøjagtig køkkenvægt for at sikre, at killingen får den rette mængde energi og næringsstoffer. Ifølge Cats Protection foretrækker de fleste killinger at blive fodret efter devisen "lidt og ofte", så del gerne det daglige fødeindtag op i mindre portioner, og server det i løbet af dagen. Alle killinger er dog forskellige, så hold øje med din killings udvikling og kropstilstand, tilpas dens fodringsmønster i overensstemmelse hermed, og tal med din dyrlæge, hvis du har nogen bekymringer.
8-12 uger: socialisering og vaccinationer i killingens vækst
Vidste du, at kattekillinger får to sæt tænder i deres levetid, ligesom mennesker? Kattens mælketænder begynder at komme frem i løbet af 2. uge efter fødslen, og din killing bør have alle mælketænder i en alder af ca. 8 uger. Når de er 4 måneder gamle, begynder deres voksentænder at komme frem, og omkring 6-måneders alderen bør de have alle deres voksentænder.
Den skal have sine første vaccinationer, når den er omkring 8-9 uger og efterfølgende yderligere vaccinationer, når den er omkring 12-16 uger. De fleste killinger vil stadig være hos opdrætteren, når de får deres første vaccination, men sørg for at finde ud af, om de allerede har fået nogen vaccinationer, når du får din killing. Hvis det er tilfældet, skal du have et certifikat underskrevet af en dyrlæge som bevis.
RSPCA oplyser, at killinger normalt vaccineres mod katteherpes, kattecalicivirus, katte infektiøs enteritis og katteleukæmivirus. Din dyrlæge kan rådgive dig om andre sygdomme, som din killing muligvis skal vaccineres mod.
Socialisering og tilvænningsevner er meget vigtige. Socialisering er den måde, hvorpå killinger lærer at leve sammen med mennesker og andre dyr. Tilvænningsevner vil sige at lære at håndtere de utallige ting i deres omgivelser, f.eks. støvsugere og andre maskiner og genstande. De første uger er meget vigtige. Spørg din opdrætter, hvad der er blevet gjort for at påbegynde denne proces, og sørg for, at du ved, hvad du skal gøre for at fortsætte processen, når I kommer hjem.
Hvis du plejer, nusser og leger med killinger, understøtter du ikke blot deres udvikling, du vænner dem til at blive taget op. RSPCA fortæller, at det også er det rigtige tidspunkt at begynde at præsentere killinger for andre mennesker og børn samt andre sunde og fuldt vaccinerede katte og hunde. Det vil hjælpe dem til at blive følelsesmæssigt sunde og veltilpassede voksne katte.
3-6 måneder i tabellen for killingers alder: klar til adoption og neutralisering
Killinger bør ikke adskilles fra deres mor og de andre killinger fra kuldet, før de er blevet helt fravænnet og socialiseringen er påbegyndt. Killinger fortsætter med at lære normal katteadfærd fra deres mor, og i naturen ville de blive hos hende i mange flere uger, indtil trangen til at udforske livet på egen hånd naturligt ville sende dem ud på eventyr. Med huskatte anbefales det normalt at vente, til killingerne er mindst 9 uger gamle, før man skiller dem fra deres mor. Tal med din opdrætter og din dyrlæge om, hvornår det er bedst for netop din killing. Det er en god idé at få din killing undersøgt af din dyrlæge kort efter hjemkomsten. Du kan sikre dig, hvornår du skal fortsætte med vacciner og ormekure og sørge for, at din killing er i topform.
De fleste killinger er klar til at blive steriliseret eller neutraliseret fra omkring 4 måneder, selvom en dyrlæge kan udføre indgrebet tidligere, hvis han eller hun vurderer, at killingen kan blive bedøvet uden risici.
Ernæring.
Normalt får killinger killingefoder, indtil de er ét år gamle, hvor de betragtes som voksne. Men da neutraliseringen reducerer deres kaloriebehov, kan nogle killinger blive lidt for buttede, hvis de får killingefoder. Det er meget vigtigt, at kattene holder sig slanke hele livet, men især når de er unge. Tykke killinger har en tendens til at blive tykke katte, og fedtvævet kan være svært at komme af med. Din dyrlæge kan anbefale et foder til neutraliserede unge katte, som er lidt mere mættende og mindre kalorieholdigt. Regelmæssig kontrol af vægt og vækst er en rigtig god idé.
Et år: ikke længere en killing
Når killingen fylder et år, betragtes den ikke længere som en killing, men som en fuldvoksen kat. Selvom den stadig kan udvise killingeadfærd og måske stadig vokser lidt endnu, er din unge voksne kat klar til at skifte til kattefoder af høj kvalitet til voksne katte. Følg de anbefalede retningslinjer for fodring, som er angivet på emballagen, for at se hvor meget og hvor ofte den skal fodres.
Selvom en kat anses som værende en voksen kat, når den er et år gammel, varer ungdomsårene for kattekillinger typisk, indtil katten er omkring 18 måneder. I denne periode kan det være, at katten stadig udviser tegn på energisk, legesyg killingeadfærd og "teenageradfærd" som kan omfatte afprøvning af grænser og at gøre oprør ved at kradse i møblerne eller markere sit territorium. Men bare rolig, der er ingen grund til bekymring. Normalt begynder katte at blive modne og falde til ro efter 18 måneder, og når den fylder to år, er din kat fuldvoksen, og har fået sin voksne personlighed.
Det er en vidunderlig ting, at se en killing vokse fra en lille nyfødt til en fuldvoksen kat. Hvis du ved, hvad du kan forvente, når din killing vokser, kan du hjælpe den med at vokse op til en sund og glad følgesvend.
Ofte stillede spørgsmål
- Hvornår kan jeg tage min killing med hjem? Killinger bør blive hos deres mor, indtil de er mindst 9 uger gamle.
- Hvornår skal min killing have sine vaccinationer? Det afhænger af vaccinen, og hvor du bor, men den første vaccine gives normalt omkring 8-9 ugers-alderen og den anden omkring 12-16 uger. Du kan læse World Small Animal Veterinary Associations retningslinjer for vacciner her og spørge din dyrlæge, hvad der anbefales der, hvor du bor.
- Hvornår begynder killinger at spise fast føde? Killinger vil naturligt begynde at udforske deres mors mad, når de er omkring 3 uger gamle, da de bliver mere mobile og nysgerrige. De skal have vådfoder eller blødgjort tørfoder til at begynde med.
- Hvornår skal jeg neutralisere min killing? Killinger bliver normalt neutraliseret, når de er omkring 4 måneder gamle, men tal med din dyrlæge for at finde det bedste tidspunkt for netop din killing.
Forfatterbiografi

Jean Marie Bauhaus
Jean Marie Bauhaus er en kæledyrsejer, kæledyrsblogger og skønlitterær forfatter fra Tulsa, Oklahoma, hvor hun til dagligt skriver under kyndigt tilsyn af et mindre kuld kæledyr.
Bedømt af Dr. Hein Meyer, DVM, PhD, Dipl-ECVIM-CA og Dr. Emma Milne BVSc FRCVS